Den 1. april er det 10 år siden hospitalerne i Silkeborg, Viborg, Skive og Hammel fusionerede til Hospitalsenhed Midt. Hospitalsenheden er i dag regionens næststørste og rummer nogle af landets bedste hospitaler.
Fusion i midt'en var overskriften, da Hospitalsenhed Midt tilbage i 2011 blev skabt i kølvandet på Region Midtjyllands omstillingsplan. Med fusionen blev de fire regionshospitaler i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive samlet til én enhed med fælles hospitalsledelse.
- Det er ikke altid let at sikre harmoni og sammenhæng i en sammenbragt familie, men Hospitalsenhed Midt står i dag som en stærk hospitalsenhed, der har formået at forme et fælles "vi" og samtidig respektere og holde fast i de fire hospitalers individuelle profil, styrke og særkende, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
For selv om alle medarbejdere i dag er ansat under samme hospitalsledelse, så er der fortsat tale om fire hospitaler med hvert sit fokus: Regionshospitalet Skive er en vigtig brik i det nære sundhedsvæsen og et velfungerende sundhedshus, Hammel Neurocenter markerer sig inden for neurorehabilitering som et af verdens bedste specialiserede sygehuse, Regionshospitalet Silkeborg er blandt landets største inden for planlagt kirurgi og er drivkraft i forhold til udvikling af effektive og sammenhængende patientforløb, og endelig er Regionshospitalet Viborg akuthospital med 15 specialiserede afdelinger.
14 fusioner i én
Hospitalsenhed Midt blev skabt ved en politisk beslutning i februar 2011, da regionsrådet vedtog sin omstillingsplan, og allerede den 1. april samme år var fusionen en realitet.
Ikke alle var fra begyndelsen lige begejstrede for tanken om et fusionshospital, som samtidig kostede selvstændighed, sengepladser, specialer, funktioner, stillinger og store besparelser i hele organisationen. Fusionen bestod i realiteten af ikke mindre end 14 fusioner, hvor afdelinger og centre blev lagt sammen både inden for hospitalsenheden og med nabohospitaler.
- Fusionen har været noget af en omvæltning, men udviklingen er i en årrække gået mod større hospitaler og enheder, og der er ingen tvivl om, at Hospitalsenhed Midt i dag står stærkt i kraft af sin størrelse og faglige bredde. Til gengæld er det vores mange medarbejderes ekstremt høje faglige niveau og daglige dedikerede indsats, der er med til at placere os højt på ranglister i både ind- og udland, påpeger hospitalsdirektør Thomas Balle Kristensen.
Hospitalsenhed Midt anno 2021
Hospitalsenhed Midt er i dag regionens næststørste hospitalsenhed med et samlet budget på 2,5 milliarder kroner og cirka 172.000 sengedage, 55.000 udskrivninger, 393.000 ambulante besøg, 13.000 skadestuebesøg, 32.000 operationer og 2.200 fødsler årligt.
Ud over hospitalerne i Silkeborg, Skive, Hammel og Viborg har hospitalsenheden også medarbejdere i blandt andet Lemvig, Århus og Holstebro. Det betyder blandt andet, at alle medarbejdere ikke nødvendigvis kender de opgaver, vilkår og rammer, som kolleger andre steder i organisationen står med, ligesom der udefra kan blive hevet i modstridende retninger ud fra lokale interesser.
- Det kan godt give lidt søgang af og til. Men vi oplever heldigvis, at der internt i organisationen er meget mere, der samler os end skiller os ad. Overalt i organisationen møder vi den samme ambition om, at give patienterne den bedst mulige undersøgelse og behandling, og vi møder medarbejdere, som har både hjerne, hjerte og vilje med i det daglige arbejde, siger Thomas Balle Kristensen.
10 års jubilæet bliver markeret på corona-sikker vis med uddeling af hjerne-hjerte-vilje bolsjer til alle medarbejdere i ugen efter påske.