Rejsegilde for FORUM ved Aarhus Universitetshospital
Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) og direktør for KPC Kurt Poulsen. Foto: Tonny Foghmar
12.03.2021
Torsdag den 11. marts blev der afholdt rejsegilde på Forum-byggeriet ved Aarhus Universitetshospital. Byggeriet er nu oppe i sin fulde højde på 14 etager og kan ses milevidt fra.
Traditionen tro var det en festdag for håndværkerne, der blev bespist med hjemmelavede frankfurtere og cocio - denne gang dog fordelt i de respektive covid-cirkler.
På grund af covid-19 restriktioner, var rejsegildet uden mange gæster og taler. Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) og direktør for KPC Kurt Poulsen kom dog forbi byggeriet. Begge var enige om, at det gode samarbejde mellem KPC og Region Midt er medvirkende til, at byggeriet skrider planmæssigt frem.
Foto: Tonny Foghmar
- Det er noget af en milepæl vi er nået. Forum bliver et hjerterum og samlingspunkt for hele Aarhus Universitetshospital, sagde regionsrådsformand Anders Kühnau, der glæder sig til at følge byggeriet.
FORUMs baggrund
Vartegnet Forum fuldender og forbinder Aarhus Universitetshospital. Forum markerer sig i landskabet som et fikspunkt for hele hospitalet. Byggeriet er det højeste punkt i hele bygningskomplekset.
Regionsrådet gav den 19. december 2018 grønt lys for byggeriet af den sidste store brik i samlingen af Aarhus Universitetshospital. Den 14 etager høje bygning forventes at være klar til indflytning september 2022.
Forum kommer til at rumme patienthotel og en række andre funktioner, der skal skabe optimale forhold for såvel patienter som pårørende. Forum er et fælles projekt mellem Aarhus Universitetshospital, Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitet og Folkekirken, som bl.a. skal fremme en forskningskultur på tværs af fagområder og interessenter.
Forum-byggeriet bygges ved område A (Indgang A) og kommer til at binde hospitalets nordlige og sydlige dele sammen via forbindelsesgange og alene i kraft af højden, arkitekturen og den helt centrale placering bliver Forum Aarhus Universitetshospitals centrale punkt.
Fakta om Forum
Areal: 22.800 m²
Budget: DKK 680 mio. heraf DKK 457 mio. til totalentreprenør
Bruger: Aarhus Universitet (AU)/Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF), Steno Diabetes center Aarhus (SDCA)/Novo Nordisk Fonden (NNF), Folkekirken (FK) og Region Midtjylland (RM)
Totalentreprenør er Team KPC, der består af KPC, LINK Arkitektur, Sweco og SLA
Ejerforhold:
Aarhus Universitets Forsknings Fond, Kommuneleasing samt Region Midtjylland, hvor en del er finansieret via Kvalitetsfondsprojektet.
Flere informationer
- Projektchef Ib Grønlund Sørensen, tlf. 2388 2293 /ibgsoe@rm.dk, Projektafdeling for byggerier på AUH