02.03.2021

Den årlige kamp om Region Midtjyllands Landsbypris er skudt i gang. Seks landsbyer er indstillet til prisen på 150.000 kroner. Som noget nyt lægges der op til, at alle kandidater får tilbudt et lærings- og udviklingsforløb målrettet bæredygtig udvikling af deres lokalområde.

Udvikling frem for afvikling, visioner for fremtiden og evnen til at udnytte de kvaliteter, lokalområdet byder på. Det er fællestræk ved de seks kandidater, der er blevet indstillet til 2021-udgaven af regionens landsbypris. Kandidaterne går nu videre til vurdering af et panel sammensat af fagfolk fra hele landet, hvorefter regionsrådet på den baggrund beslutter, hvem der løber med æren og de 150.000 kroner til videre udvikling, som følger med. Den beslutning træffer politikerne i løbet af foråret.

Kandidatfeltet i 2021 består af fire landsbyer og to sammenslutninger af landsbyer. De seks kandidater er: Serup, Lemming, Nisset, Ebstrup og Sejling i Silkeborg Kommune, Herskind, Skivholme og Herskind Hede i Skanderborg Kommune, Ebdrup i Syddjurs Kommune, Hald i Skive Kommune, Lindved i Hedensted Kommune, og Skals i Viborg Kommune.

- Landsbyprisen er vigtig, fordi den fejrer de lokalsamfund, der finder nye veje til at fastholde og udvikle de ting, der gør landdistrikterne til attraktive steder at bo for rigtig mange mennesker. Som politikere ønsker vi en bæredygtig region, hvor der er et godt samspil mellem land og by. Her har landsbyerne en vigtig rolle at spille, og det er årets seks kandidater alle gode eksempler på, siger formand for Udvalg for Regional Udvikling i Region Midtjylland, Jørgen Nørby (V).

Viden om bæredygtig udvikling

Kandidaterne bliver vurderet efter en række kriterier med udgangspunkt i den regionale udviklingsstrategi samt regionens  strategi for bæredygtig udvikling af landdistrikterne. Begge har FNs 17 verdensmål som strategisk ramme. Samtidig er regionen i gang med at udvikle et lærings- og udviklingsforløb med netop bæredygtig udvikling som hovedfokus. Forløbet tilbydes alle kandidater til landsbyprisen 2021.

- Vi tror at også helt små samfund spiller en rolle i forhold til at løse de globale udfordringer. Der er jo stor efterspørgsel i hele samfundet, når det kommer til viden om at gøre tingene mere bæredygtigt, og den efterspørgsel oplever vi også fra landdistrikterne. Regionen har nogle muligheder for i samarbejde med kommuner, LAG og de enkelte landsbyer at sikre, at vi får spredt den viden, der er tilgængelig. Det gør vi blandt andet med Landsbyprisen, men vi skal også gøre det i tiden mellem prisuddelingerne, siger næstformand for Udvalg for Regional Udvikling, Flemming Knudsen (S).

Kandidater til Landsbyprisen 2021:

Ebdrup, Syddjurs Kommune, 194 indbyggere

Ebdrup er en lille landsby med blot 30 hustande og 75 sommerhuse men med en aktiv befolkning og stort sammenhold. En omfattende renovering af byens 200 år gamle forsamlingshus har udgjort grundlaget for at der efterfølgende er gennemført vedligeholdelse af grønne områder, etableret petanque bane, bygget en handicapvenlig træsti. Landsbyen har formået at indsamle over 2 mio. kr. til renovering af forsamlingshuset og har desuden opnået tilskud fra Hedeselskabet til en naturlegeplads. De mange aktiviteter, der er gennemført inden for en kort tidsperiode, vidner om en aktiv befolkning og stort sammenhold.

Hald, Skive Kommune, 421 indbyggere

Hald er en lille aktiv landsby med mange kvaliteter og ressourcer tæt på – herunder refugiet Ørslev Kloster, hvor en planlagt renovering kommer til at betyde flere aktiviteter. Hald har formået at fastholde en købmandsbutik og etablere af et nyt forsamlingshus - Hald Borgerhus – der blev færdig i 2018. Det har været grundlaget for en lang række nye tiltag. Bl.a. en naturlegeplads og planer om opføre toilet og shelter. Der er plantet en folkeskov med bl.a. æbletæer, der er bygget bålhytte, og der gennemføres branding-aktiviteter af Hald og Nordfjends. 

Herskind, Skivholme og Herskind Hede, Skanderborg Kommune, 1.264 indbyggere (Skivholme sogn)

Landsbysammenslutningen har et tæt samarbejde til gavn for alle tre byer, der samlet har oplevet befolkningstilvækst de seneste 10 år – 28 pct. i Herskind. Forsamlingshusene i Herskind og Skivholme er begge blevet renoveret og udgør byernes mødested og udgangspunkt for et stærkt foreningsliv, hvor fx levefællesskabet Hertha med udviklingshæmmede, der indgår i foreningslivet på lige fod med øvrige. En stor gruppe frivillige arbejder aktivt med at planlægge og skabe udvikling. Bl.a. arbejdes med etablering af et seniorbofællesskab samt en motions- og motorik-sti i Herskind.

Lindved, Hedensted Kommune, 1.377 indbyggere

Lindved er en lidt større Landsby med dagligvarebutik, forskellige serviceerhverv og produktionsvirksomheder med mange arbejdspladser og en god beliggenhed i forhold til større byer. Byen oplever stort ønske om tilflytning til området, hvor flere arbejder aktivt for at sikre et attraktivt samfund. Bl.a. har frivillige renoveret byens forsamlingshus og lokalrådet arbejder på, at skabe attraktive faciliteter for børn og unge bl.a. med fokus på sundhed. Aktuelt med nyt stort lege- og aktivitetsområde. Der er også udlagt motionsruter i byen og omegnen, hvor der er etableret skovområde – herunder hundeskov. Mulighederne for etablering af fjernvarme fra nabobyer undersøges i øjeblikket.

Serup, Lemming, Nisset, Ebstrup og Sejling, Silkeborg Kommune, 910 indbyggere

De fem landsbyer indgår i et landsbyklyngesamarbejdet udviklet i tæt samarbejde med DGI, og landsbyerne arbejder strategiske og effektivt med udvikling af området i samspil med Silkeborg Kommunes arbejde på outdoor-området. Der er indtil videre bl.a. etableret stier og skabt et nyt mødested på en tidligere boldbane. Der arbejdes også med planer om at genskabe Sørup Sø som et fælles rekreativt område samt et kulturhus – Kulturlanterne – i Lemming. Der er ud fra en borgerinddragelsesproces udarbejdet en bæredygtighedsrapport for kulturhuset.

Skals, Viborg Kommune, 1.812 indbyggere

Skals er et godt eksempel på en landsby, der udnytter de kvaliteter, lokalområdet byder på og samtidig arbejder aktivt med at fremtidssikre sig. Der er etableret bypark, minigolfbane og et engområde tæt på byen er ført tilbage til sin oprindelige form. Fjernvarmen i byen er i overvejende grad baseret på biogas, og der gennemføres løbende forbedringer af byen. Med udgangspunkt i en borgerdreven udviklingsplan arbejdes der med forskønnelse af et stort uudnyttet areal midt i byen, hvor der har ligget en stor fabrik. Et boligselskab har bygget 16 almennyttige boliger, og der er arbejdes på et bæredygtigt seniorbofællesskab på grunden. Skals indgår i samarbejde med 6 andre landsbyer i Fjordklyngen.