01.03.2021 

Pressemeddelelse fra bestyrelsen i Danish Life Science Cluster, 1. marts 2021. 

Bestyrelsen til Danmarks nationale sundhedsklynge Danish Life Science Cluster er på plads.

Kim Kjøller fra UNION Therapeutics bliver ny bestyrelsesformand for Danish Life Science Cluster. Han tiltræder den 1. marts og får ansvaret for at drive klyngen mod nye mål. 

- Jeg glæder mig til at påtage mig opgaven, som jeg opfatter som meget vigtig for vores branche og Danmark. Life science- og branchen for velfærdsteknologi er afgørende for Danmark, og med den nye klynge er ambitionen at gøre Danmark til verdens bedste land at udvikle og skabe nye virksomheder, siger Kim Kjøller. 

Foto af ny bestyrelsesformand for Danish Life Science Cluster Kim Kjøller.

Bestyrelsesformand Kim Kjøller. Foto: Danish Life Science Cluster

Danish Life Science Cluster blev dannet med en midlertidig bestyrelse i 2020. Den afgående formand, Ida Sofie Jensen, Lægemiddelindustriforeningens koncernchef, som har været interim formand for bestyrelsen, understreger klyngens vigtighed og tilføjer: 

-Det er et stærkt hold, der er sat, og som jeg er glad for at give stafetten videre til. De er klar til at drive klyngen fremad, så vi får løftet Danmarks vigtigste erhvervs- og forskningsmæssige styrkeposition til nye højder, siger Ida Sofie Jensen. 

Udover Kim Kjøller tiltræder også:

  • Kenneth Forsstrøm Jensen, Roche
  • Julie Enevold Brooker, Janssen-Cilag
  • Bjørn Grønning, Lundbeck
  • Martin Vesterby, Visikon
  • Christian Graversen, Siemens Healthineers.

Verdens bedste klynge 

Den nye klynge skal bygge bro mellem virksomheder, sundheds- og plejesektor og vidensinstitutioner. Det skal sikre innovation og udvikling af verdensførende løsninger og produkter inden for life science og velfærdsteknologi. 

- Det er min ambition, at den nye nationale klynge skal styrke videnbroen og accelerere adgangen til forskningsbaseret viden, så danske virksomheder kan konkurrere med de bedste virksomheder i verden. Den danske klynge for life science og velfærdsteknologi skal simpelthen være verdens bedste, siger Kim Kjøller.

Danish Life Science Cluster skal være en platform for samarbejde mellem alle dele af det økosystem, der findes omkring velfærdsteknologi og life science i Danmark – herunder hospitaler, kommunale pleje- og sundhedsudbud, uddannelsesinstitutioner og innovationsmiljøer med udgangspunkt i virksomhedernes behov. Dermed skal nye og eksisterende virksomheder sikres optimal mulighed for at skabe værdi på baggrund af den viden, der bliver skabt i de andre dele af økosystemet. 

Bro mellem viden og virksomheder 

Bag klyngen står en række virksomheder, brancheorganisationer, vidensinstitutioner, sundhedsvæsen, kommunerne og de eksisterende klyngeorganisationer og innovationsmiljøer inden for life science og velfærdsteknologi i hele Danmark. 

Partnerne i Danish Life Science Cluster er Welfare Tech, Medtech Innovation Consortium (MTIC), Life Science Innovation (LSI), Copenhagen Healthtech Cluster (CHC), Danish Healthtech og Biopeople, Københavns Universitet, DTU, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, FORCE Technology, Bioneer, Alexandra Institute, Teknologisk Institut, DHI, Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark, Region Sjælland, Region Hovedstaden, Lif, Medicoindustrien, Dansk Biotek, Danish Care, Dansk Erhverv og Dansk Industri.

 

Læs mere om den nationale klynge: Life Science Klynge går i luften

Ny bestyrelse for DLSC

   

Bestyrelsen for klyngen er efter den 1. marts 2021 sammensat med følgende personer: 

 

Kim Kjøller, Union Therapeutics (Formand)

Anders Kühnau, Region Midtjylland (1. næstformand)

Bjarke Bak Christensen, DTU (2. næstformand)

Christian Graversen, ‎Siemens Healthineers (3. næstformand)

Dorte Maarbjerg Stigaard, AAU 

Ole Skøtt, SDU

Thomas Bech Hansen, Force Technology

Birthe Friis Mortensen, UC Syd

Morten Rasmussen, Danish Care

Peter Huntley, Medicoindustrien

Stefan Birkebjerg Andersen, Odense Kommune 

Carsten Lyng Obel, Aarhus Universitet/LVS

Julie Enevold Brooker, Janssen-Cilag 

Bjørn Grønning, Lundbeck

Kenneth Forsstrøm Jensen, Roche

Martin Vesterby, Visikon

Yderligere information

   

Interim direktør for Danish Life Science Cluster

Bjarke Bak Christensen, DTU

Tlf. 30 66 42 33 – mail: bbch@dtu.dk