03.11.2021
Med godt 90 dage til flytningen og rømningen af hospitalerne, først i Holstebro og dernæst i Herning, er ibrugtagningen af Regionshospitalet Gødstrup tyvstartet med åbning af en hjemmeside til hospitalet.
Hjemmesiden for Regionshospitalet Gødstrup har adressen regionshospitalet-goedstrup.dk og vil fungere sideløbende med nuværende hjemmeside for Hospitalsenheden Vest indtil marts 2022.
Via regionshospitalet-goedstrup.dk kan patienter og pårørende forberede deres besøg på hospitalet i Gødstrup, og siden vil løbende blive udbygget frem mod den d. 20. marts, hvor den endelige ibrugtagning af det nye hospital er en realitet for alle patienter i optageområdet for Hospitalsenheden Vest.
På hjemmesiden kan patienter, borgere, samarbejdspartnere og presse også finde information om den forestående flytning.
- Jeg er utrolig glad for, at vi nu går i gang med at indkalde patienter til Gødstrup. Det er en milepæl for ibrugtagningen og åbningen af vores nye hospital. Og sammenhængen mellem patientindkaldelser og en tilgængelig hjemmeside med afsæt i brugernes behov skal selvfølgelig fungere fra dag 1, siger sygeplejefaglig direktør Ida Götke.
Indkaldelser sendes ud fra november
Som forberedelse til patienternes behandling i Gødstrup er alle afdelingernes godt 1000 patientvejledninger blevet digitaliseret sådan, at indholdet er søgebart, tilgængeligt og læsbart via en mobiltelefon, pc eller tablet med tilhørende mulighed for, at indholdet kan læses op og oversættes.
Primo november 2021 begynder patienterne at modtage indkaldelsesbreve, der informerer om fremmøde til aftaler på Regionshospitalet Gødstrup efter hospitalsafdelingernes indflytning i 2022. Patienterne modtager indkaldelsesbrevene i e-boks, via borger.dk eller som almindelig post.
Spørgsmål om aftaler i forbindelse med flytningen
Har patienten spørgsmål om patientforløb i forbindelse med flytningen, kan man kontakte afdelingen. Patienten kan se tidspunktet for sin aftale, og hvem man skal kontakte i det indkaldelsesbrev, der er blevet sendt til e-boks, via borger.dk eller som almindelig post.
Yderligere information
- Sygeplejefaglig direktør Ida Götke, tlf. 2048 0689
- Kommunikationschef Finn Møller, tlf. 5125 3537.
Fakta
Flytningen til Regionshospitalet Gødstrup
- Flytningen af hospitalsafdelingerne fra Hospitalsenheden Vest til Regionshospitalet Gødstrup sker fra mandag 31. januar til søndag 20. marts 2022.
- Da Regionshospitalet Herning er beredskabshospital i hele flytteperioden, er Regionshospitalet Holstebro det første hospital, der flytter til Regionshospitalet Gødstrup.
Afdelingernes flytning fra Holstebro og Herning
- Regionshospitalet Holstebro flytter fra mandag 31. januar til søndag 13. februar 2022.
- Regionshospitalet Herning flytter mandag 7. til søndag 20. marts 2022, hvor Regionspsykiatrien også flytter med.
Mere information om hospitalsflytningen
Find aktuel information om hospitalsflytningen på flyt.godstrup.dk og spørgsmål om hospitalsflytningen kan sendes til: flyt@goedstrup.rm.dk Mailadressen er ikke egnet til personfølsomme oplysninger.