Milepæl i Region Midtjylland: 90 procent er vaccineret mod COVID-19
22.11.2021
Takket være borgernes opbakning og en stor indsats fra sundhedsansatte er 90 procent af borgerne i Region Midtjylland fra 12 år og op nu vaccineret mod COVID-19.
Ifølge Sundhedsministeriet er høj vaccinetilslutning en forudsætning for, at vi kan holde samfundet åbent. Ministeriets målsætning er, at 90 procent af borgerne bliver vaccineret mod COVID-19.
Det mål er nået i Region Midtjylland.
Alle borgere der er fyldt 12 år, er inviteret til gratis vaccination mod COVID-19. I Region Midtjylland har 90 procent af de inviterede taget imod tilbuddet.
- Tusind tak for opbakningen til de mange borgere, der er vaccineret. I hjælper os med at holde smitten nede og sikre, at hospitalerne har kapacitet til at behandle de borgere, der har behov for behandling, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Regionen vil stærkt opfordre alle, der er inviteret til vaccination, til at blive vaccineret mod COVID-19.
Milepæl fejres med kaffe og kage til ansatte ved vaccinestederne
Første COVID-19 vaccine blev givet 27. december 2020 til en plejehjemsbeboer. Siden er vaccinationsindsatsen øget i takt med at regionen har fået flere vaccindoser leveret.
- Målet kunne ikke være nået uden en kæmpe insats fra vaccinestederne. Deres medarbejdere har knoklet for at sikre alle inviterede borgere let adgang til vaccination. Derfor fejrer vi, at målet er nået med kaffe og kage til dem alle, siger Anders Kühnau.
Tirsdag 23. november fejrer vaccinestederne i hele Region Midtjylland at 90 procent af alle inviterede er vaccineret.
Kontakt
- Regionsrådsformand Anders Kühnau, tlf 2360 2768
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer