04.10.2021
CIRKULÆR ØKONOMI: Regionsrådet har besluttet at afsætte godt 16 mio. kroner til et stort EU-projekt, der skal støtte implementering af den danske affaldsplan. Projektet skal demonstrere, hvordan vi kan forebygge affald og øge genbrug og genanvendelse, så produkter og materialer ikke går op i røg.
Region Midtjylland står i spidsen for LIFE IP-projektet Circular Economy Beyond Waste (CE Beyond Waste). Projektet skal med 42 partnere og et budget på ca. 125 mio. kroner skal vise nye veje for affald og cirkulær økonomi.
Ud over Region Midtjylland som projektleder tæller parterne bl.a. Region Hovedstaden og Miljøstyrelsen og 39 andre heriblandt mange kommuner og affaldsselskaber fra Midtjylland og hovedstadsområdet.
Affaldssortering anno 2021. I fremtiden skal der sorteres i mange flere fraktioner - en del af grundlaget for, at affald i højere grad bliver en ressource, så CO2-aftrykket mindskes. Et dansk partnerskab på tværs af landet har søgt EU om ca. 80 mio. kroner til medfinansiering af et stort projekt om affald og cirkulær økonomi med henblik på at genbrug, genanvendelse og generel forebyggelse af affald. Foto: Region Midtjylland
Parterne skal lave indsatser med det formål, at produkter som fx tekstiler, plast, byggematerialer, elektronik og biomasse forbliver i kredsløb i stedet for at ende som affald. Andre indsatser kan være at samarbejde med skoler, borgere og uddannelsesinstitutioner om betydningen af forbrugsvaner og indkøb.
- Det er oplagt, at vi som region bidrager både økonomisk og fagligt til at drive CE Beyond Waste. Projektet er et godt eksempel på, hvordan vi som region kan spille en vigtig rolle ift. klima og grøn omstilling. Affaldsområdet er utrolig komplekst, og det er helt afgørende for vores samfund, at vi får accelereret udviklingen, så vi forebygger affald ved at få hånd om affaldsstrømme og genanvendelse. Men det kræver samarbejde på tværs og mange aktører, og det er lige præcis sådan noget, vi som region kan facilitere, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Endelig bevilling fra EU på vej
I sommer godkendte EU affaldsprojektet, og i disse uger arbejder regionen på højtryk for at svare EU på supplerende spørgsmål til detaljer, så den endelige bevilling fra EU på ca. 80 mio. kroner ventes først inden jul.
- Den lange proces siger også lidt om, at det er et ret stort projekt. Vores bevilling strækker sig også over otte år, og på den måde forpligter vi også kommende regionsråd til projektet. Men de kan være trygge ved, at CE Beyond Waste bygger videre på den mangeårige indsats på cirkulær økonomi, som Region Midtjylland har gennemført i samarbejde med kommuner, erhvervsliv og egen organisation som fx at kortlægge plast-strømmene på Aarhus Universitetshospital, siger Jørgen Nørby (V), der er formand for Region Midtjyllands udvalg for regional udvikling og medlem af Danske Regioners udvalg for miljø og ressourcer.
Som en del af projektets 500 sider lange ansøgning til EU's LIFE-fond er der lavet en analyse af midtjydernes tekstilforbrug og klimaaftryk fra tøj/tekstiler. Den viser bl.a., at borgerne i den midtjyske region forbruger knap 20.000 tons tekstiler om året, og halvdelen går direkte til forbrænding efter brug.
I det hele taget bruger vi i Danmark gennemsnitligt langt flere ressourcer end de fleste andre lande - fx mere end 22 tons naturressourcer pr. indbygger, hvor det europæiske gennemsnit er 14 tons. Danmark er også det land i Europa, der genererer mest husholdningslignende affald pr. indbygger – ca. 816 kg om året.