16.09.2021
1. november 2021 tiltræder David Høyrup Christiansen som forskningschef på Hospitalsenhed Midt.
Hospitalsenhed Midt har ansat David Høyrup Christiansen som forskningschef. Som forskningschef skal David Høyrup Christiansen understøtte forskningsmiljøerne på tværs af Hospitalsenhed Midt i at bedrive forskning. Samtidig bliver han chef for staben Forskning.
- I hospitalsledelsen glæder vi os over ansættelsen af David Høyrup Christiansen i stillingen som ny forskningschef. God og kvalificeret forskning er vigtig for hele tiden at kunne levere den bedste undersøgelse, behandling og pleje til patienterne og vigtig for et hospital med en størrelse som Hospitalsenhed Midt, og David Høyrup Christiansen er en meget erfaren forsker, der både har publiceret meget og har erfaringen med at lede og administrere større interdisciplinære forskningsprojekter. Vi ser meget frem til samarbejdet med ham, siger Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt.
David Høyrup Christiansen er 46 år. Han blev uddannet fysioterapeut tilbage i 2001 og har en kandidat fra Den Sundhedsfaglige Kandidat Uddannelse, Aarhus Universitet i 2009 og en ph.d. fra Health i 2014. Han kommer fra en stilling som seniorforsker ved Arbejdsmedicin i Herning under Hospitalsenheden Vest og er derudover er han lektor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.
- David Høyrup Christiansen har lige den profil til stillingen, som vi har søgt efter. Han vil med sin høje faglighed, sin initiativrigdom og evne til at skabe fremdrift, samt sit blik for tværfagligt og tværorganisatorisk samarbejde, kunne understøtte vores dygtige forskningsmiljøer på den helt rigtige måde. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med ham, siger Tine Joensen, administrationschef på Hospitalsenhed Midt.
Ud over at blive leder for Forskning på Hospitalsenhed Midt, får David Høyrup Christiansen også mulighed for at dyrke sin egen forskning. Denne forskning passer godt ind i de eksisterende forskningsmiljøer på HE-Midt, understreger den kommende forskningschef.
- Stillingen giver mig mulighed for at kombinere mit forskningsmæssige arbejde med mine ambitioner om at skabe stærke og innovative forskningsmiljøer på Hospitalsenhed Midt. Jeg ser frem til at kunne bidrage til den fortsatte udvikling af rammerne for forskningen på Hospitalsenhed Midt – særligt med henblik på at skabe synergi og sammenhæng på tværs af organisationen, siger David Høyrup Christiansen.
Den nye forskningschef er gift, har to børn og bor i Viborg, hvor han også er aktiv i byens foreningsliv. Han tiltræder som forskningschef på Hospitalsenhed Midt den 1. november.
Yderligere oplysninger
- David Høyrup Christiansen, seniorforsker, Hospitalsenheden Vest, tlf. 2168 8431
- Tine Joensen, administrationschef, Hospitalsenhed Midt, tlf. 7844 1401
- Claus Brøckner, lægefaglig direktør, Hospitalsenhed Midt, tlf. 7844 1003