30.09.2021

Kamel i nåleøje.jpg

3 0.-klasser fra Ellevangsskolen, Hr. Skæg og en kamel var med til at gøre indvielsen af skulpturen 'How Close We Are' til en fest.

Onsdag formiddag blev skulpturen 'How Close We Are', der består af et flere meter højt nåleøje og en ligeså stor nålespids, som bryder græsset ved TrygFondens Familiehus, indviet.

3 0.-klasser fra Ellevangsskolen var inviteret til at indvie nåleøjet ved at kravle igennem det, og de havde en lykkelig formiddag sammen med Hr. Skæg fra Ramasjang. I fællesskab fik de hjulpet en kamel gennem nåleøjet. Børnene havde hænderne over hovedet, da de efter en time skulle tilbage til skolen.

- Det er nemt for en kamel at komme igennem et nåleøje, det har vi bevidnet i dag. Nåleøjet skal bare være stort nok, konkluderede Jonas 'Pindhund' Hallberg, som er idemageren bag skulpturen.

Oprindelig blev nåleøjet skabt som et impulsivt kunstværk på 23 dage og stillet op ved Sculptures by the Sea-udstillingen i Aarhus i 2012. Værket vakte en del røre, da det pludselig stod på Tangkrogen i Aarhus midt i Sculptures by the Sea uden at være tilmeldt.

Nu får skulpturen ny mening, som et kunstværk, der skal binde Børn og Unge på Aarhus Universitetshospital sammen med TrygFondens Familiehus.

- 'How close we are' skal vække håb om det umulige og sende lys ud i verden. Aarhus Universitetshospital har netop været et håbgivende og livgivende centrum særligt under corona; men også til hverdag er det et sted, der hjælper os andre til at kunne leve det liv, som vi gerne vil leve. Derfor var valget let for skaberkredsen bag værket, da vi skulle finde en permanent placering til værket, sagde udviklingschef Renè Dybdal fra skaberkredsen ved indvielsen.

Når man kravler gennem nåleøjet, som står på en græsplæne foran Børn og Unge, registreres det af en sensor, der sender en elektronisk besked til den 3,5 meter høje nål, som tænder og lyser op foran Familiehuset. På den måde kan man sende en hilsen til de andre i Familiehuset, når man er på vej frem og tilbage fra undersøgelse eller behandling i Børn og Unge på hospitalet.

Lægefaglig direktør og formand for AUH's Kunstråd Claus Thomsen, ledende overlæge Jens Erik Veirum, Børn og Unge, og lederen af TrygFondens Familiehus Vinni Stenholt takkede sammen med kirurg, forfatter og Kunstrådets særligt kunstkyndige, Ib Hessov, på hospitalets vegne for skulpturen.

- På Aarhus Universitetshospital er det ikke kun rationelle bygninger, rationelle behandlinger og rationelt personale, der skal gøre folk raske. Folk skal også føle sig velkomne og godt tilpas. Haveanlæg, havekunst og kunstværker er med til at bryde fornemmelsen af hospital, det giver lyst til at komme ud af sengen, og det er en vigtig del af moderne sygehusbehandling, sagde Ib Hessov.