27.09.2021 

For nylig blev Hedensted Fjernvarmes nye store varmepumpe indviet, og forbrugerne får nu både billigere og mere klimavenlig varme. Hedensted er bare et af 24 steder i Region Midtjylland, hvor naturgasværker investerer i grønne løsninger med rådgivningsstøtte fra midtjysk EU-projekt. 

Borgere i Hedensted kommer til at kunne spare penge på varmeregningen, efter Hedensted Fjernvarme har installeret ny varmepumpe, som bruger overskudsvarme fra den store lokale virksomhed Air Liquide. En investering der har krævet grundig rådgivning. 

Netop den tekniske rådgivning har EU-projektet REFER-CDR (Renewable Energy for Emission Reduction in Central Denmark Region) kunnet betale for. Tilbage i 2017 fik Region Midtjylland 21,5 mio. kroner fra Den Europæiske Investeringsbank til projektet, som 24 fjernvarmeselskaber gik med i. 

- REFER er et mønstereksempel på den regionale model for at understøtte den grønne omstilling, for den sker ikke af sig selv. Som region kan vi bistå fagligt og være med til at sikre rådgivning, så det også bliver nogle gode investeringer for både miljøet og økonomisk for forbrugerne lokalt. Jeg er glad for, at de EU-millioner, som Region Midtjylland fik til REFER-projektet, er blevet brugt i lokaleområderne til at skabe mere robuste og fremtidssikrede varmeværker, siger formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Midtjylland Jørgen Nørby (V). 

Billede af en energiråder og fjernvarmedirektør foran Hedensted Fjernvarmes nye varmepumpe.

Den nye varmepumpe hos Hedensted Fjernvarme er en investering i grøn omstilling. Fjernvarmeværket har fået finansieret den nødvendige energirådgivning gennem det midtjyske REFER-projekt, der har fået midler af Den Europæiske Finansieringsbank til at understøtte omstillingen til energieffektiv og CO2-besparende teknologi i fjernvarmen. Hedensted Fjernvarme er et af 24 naturgasfyrede fjernvarmeværker i Region Midtjylland, der er med i projektet. I Hedensted har PlanEnergi stået for rådgivningen - på billedet ses energirådgiver Lars Reinholdt og Hedensted Fjernvarmes direktør Gitte Guldberg. Foto: Region Midtjylland 

Midtjyske investeringer for en halv mia. kr. 

Da REFER-CDR fik tilskud fra investeringsbanken var det med tilsagn om midtjyske investeringer for godt 540 mio. kr. Nu mod projektets slutning kommer investeringerne næsten op på det niveau med konkrete investeringer for ca. 508,5 mio. kr. 

Hos Hedensted fjernvarmeselskab blev der givet rådgivning for ca. 750.000 kr. betalt af projektet, og nu har det lokale fjernvarmeværk så selv investeret godt 28,1 mio. kr. i anlæg og byggeri til den grønne omstilling. 

- Deltagelse i REFER-projektet har gjort det muligt at tage kvalificerede beslutninger på udviklingsprojekter, som vi har været igennem. Det har gjort, at Hedensted Fjernvarme kan se frem til at være stort set fossilfri inden for et par år, siger formand for Hedensted Fjernvarme Morten Juhl Lassen. 

Selv om REFER-projektet egentlig udløber med udgangen af oktober 2021, er der fortsat investeringer på vej hos fjernvarmeselskaber, som har fået rådgivningsstøtte fra projektet. Fx i Viborg, hvor Viborg Varme har lavet kontrakt på to store varmepumper på hver syv megawatt, som forventes at komme i drift i sommeren 2022. 

Et kort over Region Midtjylland med 24 prikker, hvor der er naturgasfyrede fjernvarmeværker, der har lavet eller er i gang med investeringer i grøn omstilling.

24 steder i Region Midtjylland har tidligere naturgas-fjernvarmeværker investeret i grønne løsninger. Baggrunden for investeringerne er energirådgivning, som værkerne har fået finansieret af EU-midler gennem et projekt, som Region Midtjylland har søgt og fået midler til af Den Europæiske Investeringsbank for at sætte fart på den grønne omstilling i fjernvarmen. Illustration: Region Midtjylland  

Mindre CO2-udslip i Region Midtjylland 

Med grønne løsninger for de 24 fjernvarmeselskaber bliver der også et væsentligt mindre CO2-udslip fra varmeproduktionen. 

De mange energiinvesteringer på både små og store fjernvarmeværker i Region Midtjylland vurderes at reducere CO2-udledningen årligt med tilsammen 311.500 tons, hvilket svarer til halvdelen at CO2-udledningen fra regionens hospitaler mv.  

- Jeg er glad for, at vi som region prioriterer at søge større EU-projekter, som bidrager til, at vi får en mere klimarobust region i fremtiden. Vi har som region størrelsen til at løfte projekterne, og der er en vilje lokalt til at gå med og skabe en forandring, siger næstformand i Udvalget for Regional Udvikling Flemming Knudsen (S).