29.09.2021
Borgerne skal mødes af faste læger, lyder et nyt krav til læger, der vil købe lægepraksis af Region Midtjylland
Når Region Midtjylland søger efter praktiserende læger til et lokalområde, der mangler en læge, vil opgaven ikke nødvendigvis gå til højestbydende. Fremover vil regionen lægge mere vægt på, at borgerne kan møde faste læger i tilbuddet, end på den pris, lægen tilbyder at betale.
- Vi ønsker at sikre alle borgere en læge, de føler sig trygge ved. Derfor lægger vi størst vægt på, at lægen selv arbejder i klinikken, eller har tilknyttet faste læger, der driver klinikken for ejeren. Så borgerne møder faste læger fremfor skiftende vikarer, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Kravet "Kontinuitet i lægebemanding" skal vægte med 70 % mens pris skal vægte med 30 %, når lægekapaciteter sættes til salg.
Der har politikerne i Udvalget for Nære Sundhedstilbud foreslået Regionsrådet.
De nye krav er netop vedtaget af regionsrådet og kommer til at gælde alle kommende annonceringer (salg) af lægekapaciteter (ydernumre).
Politikerne vil evaluere de nye regler for salg af lægekapaciteter om to år.
Fakta
- Det er regionens ansvar at sikre, at alle borgere kan vælge en lokal praktiserende læge.
- Hovedparten af lægerne ejer og driver selv deres lægetilbud.
- Oplever regionen udfordringer med at sikre alle borgere en lokal læge, kan regionen oprette nye lægetilbud. Eller overtage eksisterende lægetilbud, som regionen annoncerer til salg til praktiserende læger (PLO-læger).
Ønsker ingen læge at overtage lægetilbuddet, kan regionen sende opgaven i udbud, hvor både PLO-læger og private firmaer kan byde på opgaven. Efter udbud kan private drive et lægetilbud for regionen i en periode på op til fire år. - "Kontinuitet i lægebemanding" vil i kommende annoncering (salg) af lægekapaciteter vægte med 70 % mens pris vægter med 30 % i afgørelsen.
- Link til sagen på regionsrådsmødet 29. september
Kontakt
- Anders Kühnau, regionsrådsformand, tlf 2360 2768
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på www.rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer