13.09.2021
Genoptræning af skulderen hos fysioterapeut virker lige godt, uanset om træningen foregår individuelt, på hold eller som hjemmetræning. Det viser ny forskning fra Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Herning.
Fysioterapeutisk genoptræning er en vigtig del af behandlingen til person med skuldersmerter, men indtil nu har man ikke vidst, hvilken træningsform, der er mest effektiv.
Nu viser forskning fra Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Herning, at tre forskellige træningsformer giver samme effekt målt på bl.a. patienternes smerteniveau og skulderfunktion.
Træning i klinik og hjemme giver samme resultat
I samarbejde med seks vestjyske kommuner undersøgte forskerholdet, hvordan det gik 208 patienter med skuldersmerter, der fik otte ugers genoptræning af skulderen. Patienterne blev tilfældigt fordelt til henholdsvis individuel eller holdtræning hos fysioterapeut samt hjemmetræning under jævnlig supervision.
Ifølge seniorforsker David Høyrup Christiansen viser resultaterne, at de tre træningsformer har samme effekt:
- Vi kan se, at patienterne opnåede samme bedring i forhold til smertelindring, trivsel og funktion i skulderen, uanset hvordan de trænede.
Selvom hjemmetræning umiddelbart var forbundet med de laveste omkostninger, kunne studiet ikke entydigt dokumentere forskel på de samlede økonomiske omkostninger i de tre genoptræningsgrupper, målt et halvt år efter genoptræningsstart.
Godt nyt for kommunal genoptræning
Hanne Volsgaard er faglig leder i én af de seks kommuner, der har deltaget i projektet. Hun er ikke i tvivl om, at resultaterne får betydning for det kommunale genoptræningstilbud:
- Vi gik ind i projektet, fordi vi gerne vil bidrage til at skabe ny viden inden for vores sundhedsfag – fordi det kommer borgerne til gavn. Resultaterne betyder, at vi med sindsro kan have superviseret hjemmetræning som førstevalg, så længe den træningsform passer bedst til borgeren. Det vil både være en fordel for borgerne og for vores opgavetilrettelæggelse.
Projektet har endnu ikke resultater for, hvilke træningsformer patienterne selv foretrækker. Det spørgsmål arbejder forskerholdet videre med i den kommende tid. Men fysioterapeuter kan med ro i sindet tage patienternes individuelle præferencer og forhold i betragtning, når de beslutter sig for træningsformen, for de har lige god effekt.
Bag om forskningsresultatet
- Studiet udgår fra Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Herning
- Studietype: Randomiseret interventionsstudie
- Samarbejdspartnere: Lemvig, Struer, Ringkøbing-Skjern, Ikast-Brande, Holstebro og Herning Kommuner
- Ekstern finansiering: Praksisforskningsfonden og Gigtforeningen
Læs den videnskabelige artikel
Christiansen DH, Hjort J. Group-based exercise, individually supervised exercise and home-based exercise have similar clinical effects and cost-effectiveness in people with subacromial pain: a randomised trial. J Physiother. 2021 Apr;67(2):124-131. doi: 10.1016/j.jphys.2021.02.015. Epub 2021 Mar 17. PMID: 33744191.
Link til artiklen: https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S1836955321000199?via%3Dihub
Kontakt
- Seniorforsker ved Arbejdsmedicin, lektor David Høyrup Christiansen, davcrh@rm.dkeller 2168 8431
- Faglig leder ved Genoptræningsenheden i Herning Kommune, Hanne Volsgaard: gophv@herning.dkeller 2035 8345