Skulpturen 'How Close We Are' får plads på Aarhus Universitetshospital
Værket har længe været udstillet i Australien, men nu får det fast adresse i Skejby.
15.09.2021
Et nåleøje og en nålespids kommer til at binde Børn og Unge på AUH sammen med TrygFondens Familiehus.
Et flere meter højt nåleøje stikker op af græsplænen foran Børn og Unge på Aarhus Universitetshospital, og på den anden side af parkeringspladsen og boulevarden bryder nålespidsen gennem græsset ved TrygFondens Familiehus.
Idemageren bag skulpturen er Jonas 'Pindhund' Hallberg, som sammen med udviklingschef René Dybdal på vegne af skulpturens ejerkreds har banet vej for at kunne donere værket til Aarhus Universitetshospital.
- Både nåleøjet og hele historien om værket er et symbol på, at selv svære ting kan lykkes. Det er svært at komme igennem et nåleøje, men ikke en helt umulig opgave, og derfor er nåleøjet et billede på håb, muligheder og på at ting kan lykkes – bare vi laver nåleøjet stort nok, siger Jonas 'Pindhund' Halberg med et glimt i øjet.
Et værk med omtumlet liv
Projektet blev født for mere end 10 år siden og realiseret ved donationer fra en lang række privatpersoner og virksomheder.
Oprindelig blev nåleøjet skabt som et impulsivt kunstværk på 23 dage og stillet op ved Sculptures by the Sea-udstillingen i Aarhus i 2012. Værket vakte en del røre, da det pludselig stod på Tangkrogen i Aarhus midt i Sculptures by the Sea uden at være tilmeldt. Senere dukkede nåleøjet op som et officielt værk ved Sculptures by the Sea i Sydney – nu tilføjet en nålespids, som stak op foran ARoS Kunstmuseum i Aarhus. Skulpturen spiddede således hele verden tværs gennem jorden.
Efter at være udstillet i mere end seks år i en skulpturpark i Perth gjorde en donation på 50.000 kr. fra Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marys Fond det muligt at hente værket tilbage til Aarhus, hvor det nu er på vej til sin endegyldige placering på Aarhus Universitetshospital.
- Vi er stolte over at værket nu får sin tredje epoke og igen bliver til glæde og gavn i Aarhus, hvor det for mange år siden blev til, siger René Dybdal.
Markant, sanseligt og fantasifuldt
Nu får skulpturen igen ny mening, som et kunstværk, der skal binde Børn og Unge på Aarhus Universitetshospital sammen med TrygFondens Familiehus.
- Det giver god mening med et markant, sanseligt og fantasifuldt kunstværk på AUH, og vi har valgt at det skal stilles op ved Børn og Unge og TrygFondens Familiehus, fordi det er så oplagt til at binde de to sammen, siger lægefaglig direktør Claus Thomsen, som også er formand for hospitalets kunstråd.
Når man kravler gennem nåleøjet, som står på en græsplæne foran Børn og Unge, registreres det af en sensor, der sender en elektronisk besked til den 3,5 meter høje nål, som tænder og lyser op foran Familiehuset. På den måde kan man sende en hilsen til de andre i Familiehuset, når man er på vej frem og tilbage fra undersøgelse eller behandling i Børn og Unge på hospitalet.
Evt. yderligere information
- Idemager m.m. Jonas 'Pindhund' Hallberg, tlf. 2171 9331 og mail jonas@tinyoffice.dk
- Udviklingschef René Dybdal, tlf. 2072 7195 og mail RDY@sosuranders.dk
- Lægefaglig direktør og formand for kunstrådet på AUH Claus Thomsen, tlf. 2913 5849 og mail claus.thomsen@rm.dk