26.04.2022

At bo et sted, som er roligt og ikke udsætter én for flere belastninger, end man kan klare. Det lyder ikke som urimelige krav at stille til det sted man bor, men specielt for mennesker med autisme er det vigtigt. For med autisme kommer tit et sanseapparat, hvor der er skruet op for ellers helt almindelige lyd- og lysindtryk – nogle gange i en grad, så det kan føles smertefuldt. Samtidig kan dét at være sammen med andre mennesker også være ualmindeligt svært. 

Og når man til det lægger udfordringer som psykisk sygdom, rusmiddelproblemer og måske en barn- og ungdom præget af svære udfordringer, så kræver det at få et godt liv de helt rette rammer og en højtspecialiseret socialfaglig indsats fra mennesker, der har en stor viden om autisme. 

De nye autismeboliger i landskabet ved Hinge. Foto: Region Midtjylland 

De nye autismeboliger i landskabet ved Hinge. Foto: Region Midtjylland 

Derfor åbner Specialområde Autisme, der er et af otte specialområder i Region Midtjylland, nu et bo- og beskæftigelsestilbud, der er bygget specielt til mennesker med autisme og en række andre svære udfordringer. 

-Det er vores opgave som region og som socialområde at kunne skabe de rette rammer for mennesker, som er maksimalt udfordret af svære vilkår i livet. Det gør vi med boligerne her i Hinge. Og vi gør det samtidig med en højspecialiseret socialfaglig indsats, hvor målet altid er at skabe gode liv, hvor der er plads til udvikling, til drømme og håb for den enkelte, fortæller regionsrådsformand Anders Kühnau om det nye tilbud. 

De nye autismeboliger i landskabet ved Hinge. Foto: Region Midtjylland 

De nye autismeboliger i landskabet ved Hinge. Foto: Region Midtjylland 

Både privatliv og mulighed for fællesskab 

Det nye tilbud ligger i Hinge tæt ved Silkeborg i et skovbryn og med udsigt over Hinge Sø. 

Tilbuddet består af 16 enkeltboliger, som er placeret så de giver mest muligt privatliv, men samtidig giver beboerne mulighed for at være en del af fællesskabet, når kræfterne rækker til det. Det nye tilbud afløser botilbuddet Skovvejen i Thorning, da de fysiske rammer her var utidssvarende. 

Indvielse den 27. april 2022 

Indvielsen finder sted den 27. april 2022 kl. 9.30-11.00 på Tingskrivervej 37, 8620 Kjellerup. Pressen er inviteret til at deltage. 

Program

  • Velkomst og tale ved områdechef Vivian Elkjær, Specialområde Autisme
  • Tale v. regionsrådsformand Anders Kühnau
  • Anders Kühnau klipper snoren

 

Fakta

  • Botilbuddet består af 16 selvstændige boliger fordelt i to klynger 
      
  • Boligerne er på 49 m2 og består af stue, soveværelse, køkken, badeværelse og entré med vaskefaciliteter. Der er en privat sti fra hver bolig til de tilhørende fælles borger- og personalefaciliteter 
      
  • Som en del af tilbuddet er der også beskæftigelsesmuligheder, og borgerne har, i det omfang det er relevant, også mulighed for at være i uddannelse eller arbejde i nærområdet.