Regionsrådet har nu udpeget medlemmerne af Rådet for Fremtidens Kompetencer for den næste valgperiode. Rådet udvides i samme ombæring til 24 medlemmer, hvor bl.a. Danske Handicaporganisationer får plads ved bordet. Rådet skal give faglige input til regionsrådet og være med til at sikre helhedsorienterede løsninger på fx manglen på faglærte og det høje antal unge uden hverken job eller uddannelse.

I dag er cirka 26.000 unge i Region Midtjylland hverken i uddannelse eller beskæftigelse, og opgørelser viser, at der kommer til at mangle op mod 30.000 faglærte i Region Midtjylland. Det er to af de udfordringer, som Rådet for Fremtidens Kompetencer er med til at finde løsninger på.

Rådet for Fremtidens Kompetencer har en bred sammensætning med nu 24 repræsentanter fra erhvervslivet, uddannelsesinstitutioner og organisationer samt fra kommuner og region, og det giver rådet en unik mulighed for at skabe nye samarbejder og fælles løsninger mellem aktører og uddannelsessektorer.

Netop bredt funderede løsninger er et afgørende element i arbejdet med den kommende uddannelsespolitik i Region Midtjylland som skal gælde til og med 2025.

- Vi står overfor alvorlige udfordringer. For mange unge får ikke en uddannelse, og erhvervslivet mangler i stigende grad de rette kompetencer. Den udvikling kan vi kun vende, hvis vi alle trækker i samme retning, og Rådet for Fremtidens Kompetencer sikrer, at vi får velfunderede faglige input fra de vigtigste aktører på området, siger Anders Kühnau (S), regionsrådsformand i Region Midtjylland.

Unik mulighed for bredt samarbejde


Rådets overordnede målsætning er at sikre de midtjyske borgere adgang til den viden og de kompetencer, som bliver efterspurgt i fremtiden. Formålet er at skabe nye sammenhænge inden for uddannelses- og beskæftigelsesområdet på tværs af aktører, brancher og uddannelseskæderne.

Etableringen af Rådet for Fremtidens Kompetencer i 2018 har skabt en både forenklet og styrket rådsstruktur i Region Midtjylland og har blandt andet ført til igangsættelse af en række projekter og initiativer.

Hovedparten af medlemmerne i Rådet for Fremtidens Kompetencer havde på forhånd tilkendegivet, at de ønskede at fortsætte i rådet, og der var derfor kun få udskiftninger, da regionsrådet i Region Midtjylland i dag besluttede at udpege og godkende medlemmerne i Rådet for Fremtidens Kompetencer for en periode, der svarer til regionsrådets valgperiode.

Danske Handicaporganisationer bliver fremover repræsenteret i rådet ved Liselotte Pihl Mortensen fra Landsforeningen Autisme.

Medlemmer af Rådet for Fremtidens Kompetencer

 

  • Udviklingsdirektør Kim Kofod Hansen, Region Midtjylland
  • Chefkonsulent Per Thye Rasmussen, Dansk Erhverv
  • Chefkonsulent Anja Trier Wang, DI
  • Direktør, Sabro Kro, Jakob Beck Wätjen, Horesta
  • Formand Helge Albertsen, Dansk Metal Skjern-Ringkøbing
  • Regionsformand Pernille Rhode, Teknisk Landsforbund Region Midtjylland
  • Faglig sekretær Anna Pålsson, AC
  • Arbejdsmarkedsdirektør Anders Daugberg Stryhn, Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord
  • Beskæftigelseschef Vibeke Jensen, Aarhus Kommune
  • Direktør Anette Ørbæk Andersen, Ringkøbing-Skjern Kommune
  • Direktør for Kultur og Erhverv Mette Højborg, Holstebro Kommune
  • Direktør for Børn og Kultur Hans Minor Vedel, Favrskov Kommune
  • Velfærdsdirektør Kenneth Koed Nielsen, Norddjurs Kommune
  • Direktør for Kultur og Familieforvaltning, Jan Lund Andersen, Skive Kommune
  • Direktør Erik Krarup, Væksthus Midtjylland
  • Direktør, Agro Business Park, Lars Visbech Sørensen, FOOD
  • Direktør Adrian Tresoglavic, Mercantec
  • Direktør Anette Schmidt Laursen, SOSU Østjylland
  • Rektor Henriette Slebsager, Erhvervsakademi MidtVest
  • Områdechef Susanne Søndergaard Hansen, VIA University College
  • Prorektor Berit Eika, Aarhus Universitet
  • Rektor Momme Mailund, Herning Gymnasium
  • Rektor Erik Ernø-Kjølhede, Aarhus HF & VUC
  • Liselotte Pihl Mortensen, Landsforeningen Autisme

Fakta

 

  • Rådet for Fremtidens Kompetencer rådgiver regionsrådet inden for uddannelses- og beskæftigelsesområdet og bidrager til samspil mellem de relevante aktører på området.
  • Rådet får bl.a. til opgave at prioritere analysearbejdet forud for indsatser for uddannelse- og kompetenceudvikling.
  • Derudover skal rådet medvirke til, at den virksomhedsopsøgende indsats på uddannelses-, beskæftigelses- og erhvervsområdet koordineres.
  • Endelig skal rådet sikre fremdriften af Den Midtjyske Teknologipagt.

Flere oplysninger