Fortsat lave søgetal til små gymnasier
07.04.2022
Lidt færre til gymnasiet, lidt flere til HF. Det er status på søgetal i Region Midtjylland for det kommende skoleår, der også bliver det sidste før ny fordelingsmodel træder i kraft. Her erstattes nuværende fordelingsudvalg af nye gymnasiesamarbejder.
Relativt stabile søgetal og stor interesse for gymnasier i de større byer på bekostning af de mindre. Sådan har tendensen været på STX- og HF-området de seneste år, og 2022 er ingen undtagelse fra den tendens. Det viser den status på ansøgertal, som regionsrådets udvalg for Regional Udvikling drøftede på sit møde onsdag.
Der var ansøgningsfrist til ungdomsuddannelserne 1. marts. 5.744 unge i regionen har søgt det almene gymnasium – et lille fald fra sidste års 5.834, mens 1.841 har søgt HF – en lille stigning ift. 2021, hvor tallet var 1.647. Den endelige fordeling af elever foretages i løbet af april måned i fordelingsudvalgene. Langt størstedelen forventes at få deres 1. prioritet opfyldt.
(se tal for de enkelte fordelingsområder og uddannelsessteder via link nederst).
Der er i lighed med tidligere år forskelle på udviklingen i de fire fordelingsudvalg i regionen. Bredt gælder det dog, at især mindre gymnasier og omegnsgymnasier oplever fald. Det gælder eksempelvis i Lemvig og Ikast-Brande samt Bjerringbro. Omvendt har en række gymnasier i de større byer flere ansøgere, end de har kapacitet til. Det gælder bl.a. Herning Gymnasium samt institutionerne i det centrale Aarhus.
- Kun ganske få oplever stigning i ansøgertallet, mens mange oplever fald. Dermed bekræfter årets tal de seneste års udvikling. Vi mærker, at ungdomsårgangene er små, og at der er rift om eleverne mange steder. Det understreger behovet for at styrke samarbejdet mellem aktørerne på området, siger formand for udvalget, Bent B. Graversen (V).
Ny start i 2023
Regeringen har sammen med et flertal i Folketinget for optageåret 2022-2023 indført optagestop for Aarhus Gymnasium, Tilst og Viby Gymnasium (STX). Det vil igen være muligt at søge de to gymnasier fra 2023. Optagestoppet er en del af den elevfordelingsaftale, der blev indgået på Christiansborg i 2021.
Aftalen indebærer desuden, at de nuværende fordelingsudvalg nedlægges og erstattes af nye gymnasiesamarbejder, der inkluderer alle skoler, som udbyder STX, HHX, HTX og HF-uddannelsen.
- I Region Midtjylland arbejder vi for, at unge i hele regionen skal have adgang til gode ungdomsuddannelser – det gælder også et stærkt og geografisk varieret udbud af STX og HF, hvor en del mindre institutioner i dag er under pres. Det kræver netop samarbejde på tværs, og derfor ser vi frem til at indgå konstruktivt i arbejdet med de nye gymnasiesamarbejder, hvor det er positivt, at de erhvervsgymnasiale uddannelser også er med, siger næstformand for udvalg for Regional Udvikling, Henrik Qvist (EL).
De konkrete rammer og den geografiske afgrænsning af de nye samarbejder udarbejdes i løbet af foråret i samarbejdet mellem regionen og institutionerne. Kommissorium og vedtægter ventes at blive forelagt regionsrådet i juni 2022.
Find de ansøgertallene til de almene gymnasier og HF her
Fakta
- 7.584 unge har i år søgt om optagelse på STX eller HF i Region Midtjylland.
- Langt de fleste kommer ind på deres 1. prioritet.
- Der er vedtaget lokale elevfordelingsregler for gymnasierne i Aarhus for at imødegå polarisering. Det indebærer, at ansøgere, der kommer fra KUO-områder (kombinerede udlejningsområder med et stort antal beboere uden for arbejdsmarkedet), fordeles ligeligt på Egaa Gymnasium, Risskov Gymnasium, Marselisborg Gymnasium, Aarhus Katedralskole og Århus Statsgymnasium. Der er i år 130 KUO-ansøgere, hvoraf 33 ansøgere skal fordeles. Der blev i indeværende skoleår fordelt 62 KUO-ansøgere.
- Regionerne har i samarbejde med fordelingsudvalgene ansvar for elevfordelingen på de almene gymnasier og HF. Fra det kommende optageår træder en ny model dog i kraft.
- Regeringen og et flertal i Folketinget indgik således i 2021 en aftale om en ny elevfordelingsmodel for alle gymnasiale uddannelser, som har til formål at håndtere dels udfordringerne med elevsammensætningen i større byer, og dels udfordringerne med faldende elevgrundlag på gymnasier i tyndtbefolkede områder.