04.04.2022
Det skal være så simpelt som muligt at søge job for sundhedsfagligt uddannede ukrainske flygtninge. Derfor har Region Midtjylland åbnet en hotline for kommunale jobcentre.
Én indgang – ét telefonnummer for alle kommunale jobcentre. Region Midtjylland ønsker at bidrage til, at sundhedsfagligt uddannede ukrainske flygtninge så ukompliceret som muligt kan få job.
Regional og national ambition
Regionens ambition er helt i tråd med den store partnerskabsaftale, som bl.a. regeringen, KL og Danske Regioner har indgået om at lette flygtningenes vej til job og vellykket integration.
- Det er oplagt, at kvalificerede flygtninge skal have tilbud om at komme i arbejde – hvis ellers de ønsker det. Vi er meget bevidste om, at ukrainerne kommer til Danmark som krigsflygtninge, understreger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Hotline for sundhedsfaglige
Han uddyber, at der er tale om en hotline beregnet på den del af flygtningene, der har kompetencer inden for de opgaver, hospitalerne og øvrige regionale arbejdspladser løser.
- Jeg håber, at vi med initiativet også kan være med til at give nogle hårdt prøvede mennesker struktur på hverdagen og adspredelse fra tanker om situationen hjemme i Ukraine, siger Andes Kühnau.
Samarbejde om sundhed
Konkret har kommunale jobcentre fået tilbudt en hotline ind i Koncern HR i Region Midtjylland, som i forvejen har erfaring med at hjælpe sundhedspersonale med udenlandsk baggrund og overblik over ledige stillinger på hospitalerne.
Region Midtjylland, kommuner og praktiserende læger samarbejder også om sundhedsfaglige tilbud til ukrainske flygtninge. En særlig gruppe koordinerer tilbud om almindelige sundhedsydelser og specialiseret behandling af alvorligt syge patienter.
Flere oplysninger
- Formand for Sundhedskoordinationsudvalget, regionsrådsformand Anders Kühnau (S), tlf. 2360 2768