21.04.2022
Håndværkere og medarbejdere kunne i dag fejre rejsegilde på to store byggerier i Aarhus, nemlig Hospitalsapoteket og MidtVask
Regionsrådsformand Anders Kühnau roste de nye byggerier, der giver apoteket og vaskeriet topmoderne faciliteter, mere effektive arbejdsgange og bedre forhold for medarbejderne. Foto: Rune Borre-Jensen, Region Midtjylland
Region Midtjylland holdt i dag rejsegilde på byggerierne til to nye fællesregionale funktioner, et nyt hospitalsapotek og et nyt hospitalsvaskeri. Byggerierne skyder op på de sidste ledige byggefelter ved forsyningsbyen ved Aarhus Universitetshospital.
- Rejsegildet markerer, at vi er på vej til at give apoteket og vaskeriet topmoderne faciliteter. Byggerierne giver mere effektive arbejdsgange og bedre forhold for medarbejderne. Blandt andet bliver apoteket fremtidssikret til høje kvalitetsstandarder for medicinproduktion, siger regionsrådsformand Anders Kühnau.
Nyt apotek er landets næststørste
Hospitalsapoteket indkøber, producerer og leverer medicin til alle hospitaler i regionen og er landets næststørste hospitalsapotek.
Over jorden bliver det nye hospitalsapotek fire etager højt med plads til kontorer, lægemiddelproduktion og lager.
Hospitalsapoteket ventes at være i fuld drift i 2024 og afløser bl.a. det tidligere apotek ved det fraflyttede kommunehospital på Nørrebrogade i Aarhus.
Vasker tøj for hele regionen
MidtVask vasker bl.a. uniformer, linned og hjælpemidler for alle hospitaler i Region Midtjylland. Hospitalsvaskeriet er Danmarks største og vasker mere end seks millioner kilo tøj om året.
Vaskeriets nye bygninger bliver tre etager. I grundplan er der vaskeri og ovenover vil senge- og hjælpemiddelservice holde til.
MidtVask ventes at tage den nye bygning i brug i december i år.
Begge nybyggerier får adressen Carl Krebs' vej 40, 8200 Aarhus N og har en samlet anlægssum på 585 mio. kr. inkl. udstyr.
Byggerierne opføres af den dansk-norske entreprenørkoncern Hoffmann.
Fakta
- Region Midtjylland holdt i dag rejsegilde på byggerierne til et nyt hospitalsapotek og et nyt hospitalsvaskeri.
- Hospitalsapoteket og MidtVask bygges på de sidste ledige byggefelter ved forsyningsbyen ved Aarhus Universitetshospital
- Hospitalsapoteket indkøber, producerer og leverer medicin til alle hospitaler i regionen og er landets næststørste hospitalsapotek. Hospitalsapoteket ventes at være i fuld drift på Carl Krebs' vej 40 i Aarhus N i 2024.
- MidtVask vasker bl.a. uniformer, linned og hjælpemidler for alle hospitaler i Region Midtjylland. Hospitalsvaskeriet er Danmarks største og vasker mere end seks millioner kilo tøj om året.
MidtVask ventes at tage den nye bygning på Carl Krebs' vej 40 i Aarhus N i brug i december i år. - Den samlede anlægssum for projektet er 585 mio. kr. inkl. udstyr.
- Den dansk-norske entreprenørkoncern Hoffmann opfører byggeriet.
Følgende talte ved rejsegildet:
Anders Kühnau, Regionsrådsformand
Merete Bech Bennetsen, Projektleder på byggerierne
Susie Vand, Hospitalsapoteker
Pernille Lundvang, Leder af MidtVask
John Mathson Hansen, Regionsdirektør, Hoffmann