Høfde 42: Ok til minister-ønske om flere undersøgelser
Minister har bedt regionen lave flere undersøgelser, når oprensningen af Høfde 42 er afsluttet. Ok, siger politisk udvalg, hvis minister behøver mere vished.
10.08.2022
Miljøministeren har bedt Region Midtjylland lave flere undersøgelser, når oprensningen af generationsforureningen ved Høfde 42 er afsluttet. Det er ok, hvis ministeren ønsker ekstra vished, også selvom risikoen allerede har været grundigt undersøgt og vurderet, konkluderede regionens politiske udvalg i dag.
Netop som udbudsprocessen i forbindelse med oprensning af kemikaliedepotet på stranden ved Høfde 42 på Harboøre Tange i Vestjylland er i fuld gang, har miljøminister Lea Wermelin (S) bedt regionsrådet i Midtjylland om yderligere undersøgelser, når oprensningen er slut.
Det er den eventuelle forurening under kemikaliedepotets såkaldte siltlag, ministeren ønsker at få undersøgt nærmere, når den planlagte oprensning er afsluttet. Undersøgelserne vurderes at koste ca. 5-10 mio. kroner og forsinke projektet med 3-4 måneder.
I dag var ministerens anmodning til politisk behandling i regionens faglige udvalg. Udvalget gik enstemmigt med til at anbefale regionsrådet at imødekomme ministerens ønsker til yderligere undersøgelser, når rådet tager endelig stilling den 24. august 2022.
- Den oprensning af Høfde 42, vi lige nu har i udbud, lever fuldt ud op til Jordforureningslovens principper. Loven siger, at vi skal rense op, så forureningen ikke længere udgør en risiko for mennesker og miljø. Det gør vi, og vi har selvfølgelig fået undersøgt forureningssituationen og risici grundigt. Men det er klart, at Høfde 42 har stor bevågenhed, og det bliver den første generationsforurening, vi renser op i Danmark, så det er måske forståeligt nok, at ministeren har brug for yderligere vished, siger formanden for Udvalg for Regional Udvikling, Bent Graversen (V).
Regionen følger Jordforureningsloven
I brevet til regionsrådet beder ministeren konkret Region Midtjylland om at gennemføre de ekstra undersøgelser, inden jernspunsvæggen rundt om kemikaliedepotet fjernes. "Det er klart, at der skal ikke efterlades et område med forurening," står der samtidig i brevet til regionspolitikerne.
I 2021 fik Region Midtjylland undersøgt spunsvæggen omkring kemikaliedepotet, som blev sat ned omkring forureningen i 2006. Resultatet var, at spunsvæggen fortsat er intakt. Efter oprensning skal spunsvæggen fjernes, og regionen vil derefter fortsat overvåge, at der ikke sker en uacceptabel udsivning til havet. Miljøminister Lea Wermelin har anmodet om, at regionen og Miljøstyrelsen kigger på, om der er brug for supplerende målinger. Foto: Rune Borre-Jensen, Region Midtjylland.
- Vi renser det op, der udgør en risiko for mennesker og miljø, præcis som loven siger. Men nu beder vi regionsrådet nikke til, at vi og ministeren får endnu mere sikkerhed – også i forhold til udstrømning til havet, som ministeren ønsker mere samarbejde mellem os og Miljøstyrelsen omkring. Vi har dog allerede besluttet at overvåge evt. udstrømning af forurening mod havet efter oprensning, men vi går selvfølgelig gerne i dialog med styrelsen, hvis vi kan supplere vores overvågning med flere målinger, der giver yderligere, relevant viden, siger udvalgsformand Bent Graversen.
Ministeren har i sit brev til regionsrådet også anmodet om, at regionen samarbejder med Miljøstyrelsen om at få undersøgt om og evt. hvordan, man som supplement til eksisterende og planlagte målinger "på en faglig velfunderet facon kan tilvejebringe et uddybet øjebliksbillede af udstrømning mod havet før og efter oprensningen ved Høfde 42." Det politiske udvalg besluttede altså i dag at anbefale regionsrådet at imødekomme det ønske.
Ifølge loven er det regionsrådet, der kan træffe beslutning om både oprydningsprojektet og hvilke evt. supplerende tiltag, der skal udføres.
Fakta om Høfde 42-forureningen
- Cheminovas deponering af kemikalieaffald ved Høfde 42 på Harboøre Tange skete i 50’erne og 60’erne med tilladelse fra staten, som også selv deponerede kemikalieaffald på stedet. Opgaven for oprensningen er placeret ved Region Midtjylland.
- Giftdepotet på Høfde 42 blev i sommer/efterår 2006 indkapslet med en 600 meter lang og 14 meter dyb jernspuns, der sikrer Vesterhavet mod udsivning af forurening. Spunsvæggen blev finansieret af Ringkjøbing Amt og staten.
- Det er vurderet, at kemikaliedepotet i dag indeholder over 100 tons forurenende stoffer, herunder 7 tons kviksølv. Størstedelen af forureningen består af stoffet parathion, der bl.a. har været brugt til insektbekæmpelse i landbruget.
Fakta om forurening og siltlag
- Da kemikaliedepotet var i brug, blev kemikalieprodukterne dumpet i sandet på terræn. Forureningen er derefter sivet ned i sandet.
- 7,5 meter under terræn er et siltlag. Det er en slags lerholdigt jordlag, som vand/forurening har vanskeligt ved at sive igennem.
- Siltlaget har fungeret som en barriere for, at kemikalierne i grundvandet under stranden er sivet dybere ned. I stedet har forureningen med årene spredt sig til siderne ovenpå siltlaget.
- Forurening under siltlaget har været undersøgt i 2003 af det daværende Ringkjøbing Amt. Men for at lave undersøgelser er siltlaget blevet gennemboret, og det vurderes at være forklaringen på, at forurening har spredt sig til grundvandet under siltlaget.
- Størstedelen af forureningen ligger bundet i jorden over siltlaget, hvilket blev konkluderet i de tidlige undersøgelser tilbage i 2003.
- Undersøgelser af siltlaget i det mest forurenede område af kemikaliedepotet viser, at forurening kun trænger 1-2 cm ned i siltlaget. Derfor er det også en del af den kommende oprensning, at de øverste 10 cm af siltlaget renses.
Fakta om oprensning
- I december 2020 besluttede partierne bag Finansloven 2021, at der skulle afsættes 630 mio. kroner over fem år til den første fase af en oprensning af generationsforureninger i Danmark. I denne fase skal der bl.a. renses op på forureninger i Region Syddanmark, forureningerne i Region Hovedstaden undersøges, og der skal renses op på Høfde 42 og Cheminovas gamle fabriksgrund på Harboøre Tange. Desuden giver Auriga Industries A/S (tidl. ejer af Cheminova), der er et datterselskab under Aarhus Universitets Forskningsfond, et engangsbeløb på 125 mio. kroner til oprensning ved Høfde 42. I 2019 blev der desuden øremærket 50 mio. kroner på finansloven til forureningerne ved Harboøre Tange.
- Der kendes i dag 10 generationsforureninger i Danmark. Tre af dem ligger på Harboøre Tange syd for Thyborøn i Vestjylland og stammer fra kemikalieproduktion fra virksomheden, som dengang hed Cheminova. Se mere på generationsforurening.dk
- Læs mere på: www.harboøretange.rm.dk
Kontakt
- Formand for Udvalg for Regional Udvikling, Bent Graversen (V), tlf. 2020 3059 / bent.graversen@rr.rm.dk
- Kontorchef, Region Midtjyllands jordforureningskontor, Morten Bondgaard, 2933 5564 / morten.bondgaard@ru.rm.dk