10.08.2022
Miljøministeren har bedt Region Midtjylland lave flere undersøgelser, når oprensningen af generationsforureningen ved Høfde 42 er afsluttet. Det er ok, hvis ministeren ønsker ekstra vished, også selvom risikoen allerede har været grundigt undersøgt og vurderet, konkluderede regionens politiske udvalg i dag.
Netop som udbudsprocessen i forbindelse med oprensning af kemikaliedepotet på stranden ved Høfde 42 på Harboøre Tange i Vestjylland er i fuld gang, har miljøminister Lea Wermelin (S) bedt regionsrådet i Midtjylland om yderligere undersøgelser, når oprensningen er slut.
Det er den eventuelle forurening under kemikaliedepotets såkaldte siltlag, ministeren ønsker at få undersøgt nærmere, når den planlagte oprensning er afsluttet. Undersøgelserne vurderes at koste ca. 5-10 mio. kroner og forsinke projektet med 3-4 måneder.
I dag var ministerens anmodning til politisk behandling i regionens faglige udvalg. Udvalget gik enstemmigt med til at anbefale regionsrådet at imødekomme ministerens ønsker til yderligere undersøgelser, når rådet tager endelig stilling den 24. august 2022.
- Den oprensning af Høfde 42, vi lige nu har i udbud, lever fuldt ud op til Jordforureningslovens principper. Loven siger, at vi skal rense op, så forureningen ikke længere udgør en risiko for mennesker og miljø. Det gør vi, og vi har selvfølgelig fået undersøgt forureningssituationen og risici grundigt. Men det er klart, at Høfde 42 har stor bevågenhed, og det bliver den første generationsforurening, vi renser op i Danmark, så det er måske forståeligt nok, at ministeren har brug for yderligere vished, siger formanden for Udvalg for Regional Udvikling, Bent Graversen (V).
Regionen følger Jordforureningsloven
I brevet til regionsrådet beder ministeren konkret Region Midtjylland om at gennemføre de ekstra undersøgelser, inden jernspunsvæggen rundt om kemikaliedepotet fjernes. "Det er klart, at der skal ikke efterlades et område med forurening," står der samtidig i brevet til regionspolitikerne.
I 2021 fik Region Midtjylland undersøgt spunsvæggen omkring kemikaliedepotet, som blev sat ned omkring forureningen i 2006. Resultatet var, at spunsvæggen fortsat er intakt. Efter oprensning skal spunsvæggen fjernes, og regionen vil derefter fortsat overvåge, at der ikke sker en uacceptabel udsivning til havet. Miljøminister Lea Wermelin har anmodet om, at regionen og Miljøstyrelsen kigger på, om der er brug for supplerende målinger. Foto: Rune Borre-Jensen, Region Midtjylland.
- Vi renser det op, der udgør en risiko for mennesker og miljø, præcis som loven siger. Men nu beder vi regionsrådet nikke til, at vi og ministeren får endnu mere sikkerhed – også i forhold til udstrømning til havet, som ministeren ønsker mere samarbejde mellem os og Miljøstyrelsen omkring. Vi har dog allerede besluttet at overvåge evt. udstrømning af forurening mod havet efter oprensning, men vi går selvfølgelig gerne i dialog med styrelsen, hvis vi kan supplere vores overvågning med flere målinger, der giver yderligere, relevant viden, siger udvalgsformand Bent Graversen.
Ministeren har i sit brev til regionsrådet også anmodet om, at regionen samarbejder med Miljøstyrelsen om at få undersøgt om og evt. hvordan, man som supplement til eksisterende og planlagte målinger "på en faglig velfunderet facon kan tilvejebringe et uddybet øjebliksbillede af udstrømning mod havet før og efter oprensningen ved Høfde 42." Det politiske udvalg besluttede altså i dag at anbefale regionsrådet at imødekomme det ønske.
Ifølge loven er det regionsrådet, der kan træffe beslutning om både oprydningsprojektet og hvilke evt. supplerende tiltag, der skal udføres.