31.08.2022

Læger og andet sundhedspersonale i den midtjyske psykiatri kan fra oktober få et lift, når deres arbejdsgivers pendlerbus har sin jomfrutur mellem Århus og Viborg. Pendlerbussen kører i en prøveperiode på 12 måneder og er et skridt på vejen mod er gøre Psykiatrien til en mere attraktiv arbejdsplads.

Det skal være slut med at spilde tid bag traktorer og i trafikpropper – i hvert fald hvis man er ansat i Psykiatrien i Region Midtjylland, bor i Århus, men har tjenestested i Viborg.

Fra 1. oktober kører regionens helt egen pendlerbus for ansatte i Psykiatrien nemlig alle hverdage fra Århus til Viborg og retur igen efter endt arbejdsdag. Målet er at gøre det mere attraktivt at arbejde i de psykiatriske afdelinger uden for Århus.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at sundhedsvæsnet og derfor også Psykiatrien har udfordringer med at tiltrække og fastholde medarbejdere. Det forsøger vi hele tiden at finde løsninger på, og ét af de tiltag er vores nye pendlerbus, som vi nu afprøver i et år, siger Tina Ebler, direktør i Psykiatrien i Region Midtjylland, og uddyber:

- Ideen bag pendlerbussen er at minimere den spildtid, som er forbundet med at skulle pendle til vores matrikler forskellige steder i regionen. Vores ansatte får mulighed for at starte deres arbejdsdag med at tjekke mails, være til morgenkonference og løse andre arbejdsopgaver i ro og mag på busturen til Viborg. På samme måde kan de slutte dagen med dokumentationsopgaver eller sparre med kollegerne, når turen går hjem til Århus, siger Tina Ebler

Rigtigt set

En af dem, der glæder sig til at være med på den nye bus er Marianne Kau Schnack. Hun har tre arbejdsdage om ugen som overlæge på Team for ADHD hos Regionspsykiatrien Midt i Viborg. Eneste udfordring? Privatadressen er i Hou.

- Det giver så god mening at lade nogle andre sidde bag rattet og bruge pendlertiden mere effektivt. Jeg har i forvejen meget forberedelse og læsning, der sagtens kan foregå i en bus, siger Marianne Kau Schnack

Hun mener også, at den nye bus kan være tungen på vægtskålen, når yngre læger og andre med sundhedsfaglig uddannelse skal vælge arbejdssted:

- Jeg tror, det er helt rigtigt set, at sådan en pendlerordning kan gøre en forskel i rekrutteringen. Jeg har da også hørt kolleger i andre dele af regionen være meget interesserede i, at de også en gang kan tage en Psykiatribus på arbejde, siger hun.

Et års prøvetid

Psykiatribussen kører i første omgang mellem Århus og Viborg i et år. Men Tina Ebler er ikke afvisende over for, at der på sigt kan køre Psykiatribusser på andre strækninger i Region Midtjylland:

- Vi har behov for at kunne tiltrække sundhedsfagligt personale især til de psykiatriske afdelinger uden for Århus. Hvis det viser sig, at en transportordning mellem Århus og Viborg gør det nemmere både at rekruttere nye medarbejder samt hjælper vores nuværende medarbejdere med at få arbejdsliv og privatliv til at hænge bedre sammen, så vil det være oplagt at arbejde med lignende løsninger i hele regionens psykiatri.

Psykiatribussen kører fra oktober alle hverdage kl. 7.30 fra Storcenter Nord i Aarhus til Søndersøparken i Viborg, hvor Regionspsykiatri Midt holder til. Bussen kører retur til Aarhus kl. 14.30. En enkeltbillet hver vej koster 35 kroner.

Yderligere information:

Tina Ebler, hospitalsdirektør, 2785 4484

Marianne Kau Schnack, 7847 4265

Anne Eisenberg, pressemedarbejder, 2912 6977