13.12.2022

Undersøgelsen omfatter bl.a. kvalitetsledelse og håndtering af rejste bekymringer for karkirurgien i årene 2010 til 2022 og er blevet til på initiativ af Forretningsudvalget.

Konsulentvirksomheden Pluss Leadership har forelagt Forretningsudvalget deres undersøgelse af karkirurgi-forløbet.

Forretningsudvalget har bestilt undersøgelsen af kvalitetsledelse og håndtering af rejste bekymringer for karkirurgien i årene 2010 til 2022.

Forretningsudvalget har på et møde i dag, tirsdag 13. december, taget den uvildige undersøgelse fra Pluss Leadership til efterretning.  

Forretningsudvalget noterer sig, at undersøgelsen konkluderer, at "der overordnet er arbejdet systematisk med monitorering af klinisk kvalitet og patientsikkerhed på det karkirurgiske område i perioden 2010-2022, herunder at besluttede retningslinjer for monitorering af klinisk kvalitet og patientsikkerhed er fulgt."

Undersøgelsen handler om forløbet i karkirurgien, og undersøger ikke kvaliteten af behandlingen.

Pluss skriver også, at deres gennemgang af regionens sagsbehandling "vidner overordnet om en grundig sagsbehandling med indhentning af input fra den samlede ledelseslinje og det kliniske ledelsesniveau til afgivelser af svar og opfølgning på henvendelser".

- Sagen om benamputationer er på alle måder ulykkelig og dybt beklagelig. Jeg er tilfreds med, at vi har nu fået svar på de undersøgelser, Forretningsudvalget satte i gang. Arbejdet med at lære af sagen og sikre bedre behandling til patienter med dårlig blodforsyning til benene er samtidig godt i gang. Vi drager al den læring, vi kan, og har afsat ekstra 25 mio. kr. til området fra 2023, siger regionsrådsformand Anders Kühnau.

Baggrund for Pluss-undersøgelsen

Forretningsudvalget bestilte Pluss-undersøgelsen efter en ekstern analyse af karkirurgien, udført af Kim Houlind, i foråret 2022 påpegede, at for få og for sene forebyggende behandlinger kan have ført til øget risiko for amputation af ben.

Pluss noterer, at det er påfaldende, at "Houlind-analysen" ikke blev tilstrækkeligt kvalitetssikret inden offentliggørelse.

Efterfølgende viste en rapport fra RKKP, Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram, at Region Midtjylland målt i amputationer per 100.000 borgere, amputationsrater, ligger midt i feltet blandt landets fem regioner.

Læring på baggrund af sagen om benamputationer

For at drage læring af sagen har Region Midtjylland blandt andet været på besøg i Region Nordjylland, der har lavere amputationsrater. Og med inspiration derfra har regionen indledt et tættere samarbejde med kommuner og praktiserende læger om initiativer, der kan bidrage til at forebygge amputationer.

Desuden har regionen taget initiativ til at udarbejde regionale retningslinjer for behandling af patienter med sygdomme i pulsårene i benene. Regionsrådet har netop besluttet at bede nationale myndigheder sætte gang i arbejdet med at udarbejde en tilsvarende national retningslinje.

Regionen opfordrer RKKP til at oprette en ny kvalitetsdatabase for amputationsområdet.

Fakta

  • Forretningsudvalget har tirsdag 13. december taget den uvildige undersøgelse fra Pluss Leadership til efterretning, idet forretningsudvalget noterer sig, at undersøgelsen konkluderer, at "der overordnet er arbejdet systematisk med monitorering af klinisk kvalitet og patientsikkerhed på det karkirurgiske område i perioden 2010-2022, herunder at besluttede retningslinjer for monitorering af klinisk kvalitet og patientsikkerhed er fulgt."

 

  • Konsulentvirksomheden Pluss Leadership har undersøgt kvalitetsledelse og håndteringen af rejste bekymringer i karkirurgien i årene 2010-2022 i Region Midtjylland.

 

  • Pluss finder, at der overordnet er arbejdet systematisk med monitorering af klinisk kvalitet og patientsikkerhed på det karkirurgiske område i perioden 2010-2022, herunder at besluttede retningslinjer for monitorering af klinisk kvalitet og patientsikkerhed er fulgt.

 

  • Pluss gennemgang vidner overordnet om en grundig sagsbehandling med indhentning af input fra den samlede ledelseslinje og det kliniske ledelsesniveau til afgivelser af svar og opfølgning på henvendelser.

Links

Kontakt