20.12.2022

Borgeren sættes for alvor i centrum, når regioner og kommuner i Midtjylland og Syddanmark går sammen om et udbud, der sikrer borgerne adgang til de samme stomi-produkter på tværs af administrative grænser og pengekasser. Samtidig vil et fælles servicecenter, websystem og lagerløsning gøre det lettere for borgere med stomi at bestille de nødvendige produkter og få vejledning.

Som stomi-opereret er det afgørende, at produkterne passer til ens krop, så man undgår gener, lækage og har mulighed for at fungere mest optimalt i dagligdagen. Mange stomi-patienter oplever dog ofte, at de produkter, de har fået udleveret på hospitalet og er blevet fortrolige med, ikke er mulige at bestille, når de er udskrevet fra hospitalet og skal bestille produkterne igennem kommunen.

Årsagen er, at kommuner og regioner ikke køber stomi-produkterne fra samme leverandører og derfor ikke nødvendigvis har adgang til de samme produkter. Ofte bliver det starten på en længere proces, hvor borgeren skal ansøge kommunen om et særligt – og måske væsentligt dyrere – produkt. Det kan skabe utryghed hos borgeren, som i forvejen er i en ny og sårbar situation efter at være blevet opereret med stomi.

Det bliver nu lavet om med det fælles udbud af stomi-produkter, hvor Region Midtjylland, Region Syddanmark og de fleste kommuner i de to regioner fremover vil tilbyde borgerne et fælles produktsortiment, fælles lagre og et fælles websystem at bestille igennem.

Samarbejdet mellem kommuner og regioner glæder i høj grad regionsrådsformanden i Region Midtjylland, Anders Kühnau:

Med det tværsektorielle samarbejde får vi løst flere udfordringer på én gang til gavn for borgeren, som vil opleve et mere sammenhængende sundhedsvæsen. Samtidig er der et kæmpe potentiale i at lave fælles udbud og optimere processer og borgerforløb på tværs af kommuner og regioner. Denne model kan skaleres til at omfatte endnu flere regioner og kommuner, ligesom løsningen med et fælles servicecenter og websystem kan bruges til sundhedsprodukter for andre borgergrupper. Det er noget, vi skal se nærmere på fremadrettet."

Et sammenhængende forløb til gavn for borgeren

Ligesom regioner og kommuner i dag tilbyder forskellige stomi-produkter, har regioner og kommuner også hver deres lager- og logistikløsninger. Regionerne får leveret produkterne direkte til fælles lagre eller hospitalsenheder og i større mængder, hvorimod kommunerne leverer dør-til-dør til hver enkelt borgers privatadresse.

Fremover vil borgerne i Midtjylland og Syddanmark nemt og bekvemt kunne bestille stomi-produkterne igennem et nyt fælles websystem. Selvom man bestiller flere produkter fra forskellige producenter, vil borgeren modtage én samlet pakke, som er pakket på et fælles lager og sendt hjem til borgeren i diskret indpakning.

Samarbejdet mellem kommuner og regioner omfatter også en service- og supportenhed, Fælles Service Center, hvor borgeren kan få telefonisk hjælp til spørgsmål til bevilling, bestillinger eller produkterne generelt. Igennem Fælles Service Center kan borgeren desuden få uvildig rådgivning til valg af produkter hos sundhedsfagligt personale - uafhængig af produktleverandøren og uanset hvilken kommune eller region, man er bosat i.

Et mere effektivt sundhedsvæsen

Udviklingen af den nye løsning har taget tid og har mødt barrierer undervejs af juridisk, kulturel, organisatorisk og økonomisk karakter. Men regionerne og kommunerne har fundet en god løsning. Det mener administrerende direktør for Ældre og Handicapforvaltningen i Odense Kommune, Gitte Østergaard:

”Projektet har fundet en ny løsning, der skaber værdi for både borgere med stomi og for samfundsøkonomien. Det har krævet stor vilje fra kommuner og regioner i forhold til samarbejde, forandring, vedholdenhed og ressourcer. Jeg vil gerne takke alle involverede for deres tillid, indsats og tålmodighed. Det viser med al tydelighed, at vi sammen kan nedbryde barrierer, og jeg glæder mig til at fortsætte det gode samarbejde."

Fakta

  • Samarbejdspartnerne i aftalen omfatter Region Midtjylland, Region Syddanmark, 17 kommuner i Midtjylland samt 14 kommuner i Syddanmark.
  • Tilsammen indkøber regionerne og kommunerne stomiprodukter for ca. 140 mio. kr. om året til ca. 7.200 borgere med stomi.
  • De to regioner og 31 kommuner har netop underskrevet hovedparten af de fælles kontrakter på udbuddet af stomiprodukter, websystemet og lager-logistik.
  • Implementeringsfasen varer ca. 6-8 måneder og begynder umiddelbart efter kontraktunderskrift.
  • Aarhus Kommune og Odense Kommune tager som de første den nye løsning i brug. De øvrige kommuner i Midtjylland og Syddanmark bliver en del af ordningen, når deres nuværende aftaler udløber.
  • Borgere vil få nærmere information direkte fra egen kommune, når de enkelte kommuner tager løsningen i brug.
  • Projektet er støttet med 1,5 mio. kr. af Erhvervsstyrelsens pulje til innovative indkøb i sundhedsvæsenet.
  • Projektet udmønter økonomiaftalerne 2019 for regioner og kommuner.

 

  • Den estimerede aftaleværdi er:
    • Stomiprodukterne: 460 mio. kr. over 4 år
    • Lagerlogistikfunktion: 130,5 mio. kr. over 8 år
    • Websystem: 8 mio. kr. over 4 år
  • Det fælles udbud af stomiprodukter har desuden betydet en ændret fordeling af udgiften mellem regioner og kommuner.
  • Samlet set har det fælles udbud givet en akkumuleret samfundsmæssig besparelse på 53,8 mio. kr. over fire år. På sigt vil der også kunne komme administrative effektiviseringsgevinster.

 

Fakta 

Den fælles løsning mellem regionerne og kommunerne består af:

  • Et websystem, hvor borgeren kan se og bestille de bevilligede produkter.
  • En uvildig service- og supportenhed, Fælles Service Center, hvor borgerne kan få sundhedsfaglig hjælp over telefonen til bestillinger og navigation i websystemet.
  • En fælles lager- og logistikfunktion, som sikrer, at bestillingen bliver pakket korrekt og leveret direkte til borgeren.

Flere oplysninger

 

  • Regionsrådsformand i Region Midtjylland Anders Kühnau tlf.: 2360 2768
  • Regionsrådsformand i Region Syddanmark Stephanie Lose, tlf. 2533 0982
  • direktør for Ældre- og Handicapforvaltningen Gitte Østergaard, Odense Kommune, tlf. 2712 0202
  • Formand for Den Kommunale Styregruppe på sundhedsområdet (KOSU), Kommunaldirektør Lasse Jacobsen, Viborg Kommune, tlf. 87 87 80 01
  • Vicedirektør for Sundhed og Omsorg Thune Korsager, Aarhus Kommune, tlf. 5157 6613
  • Koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen, tlf. 2167 9021
  • Vicedirektør for Indkøb & Medicoteknik Dorte Christensen, Region Midtjylland, styregruppeformand, tlf. 2384 7377
  • Chef for Udbud og Kontraktstyring Cecilie Schwartz Førby, Odense Kommune, tlf. 5115 8964
  • Chef for Indkøb og Udbud Stine Fenris Holmgang, Aarhus Kommune, tlf. 2115 1162
  • Centerchef for Fælles Service Center Jan Søe Dybdahl, til. 4295 6082
  • Indkøbschef i Region Syddanmark, Annette Bjørn, tlf. 2920 1624