05.01.2022

27. december var sidste dag, der blev tappet blod på Regionshospitalet Holstebro. Fra onsdag den 5. januar og hver onsdag fremover kan bloddonorer med tidsbestilling i stedet få tappet blod i den mobile tappeenhed, der holder parkeret på Stationsvej 35 til højre for hovedindgangen til Center for Sundhed i Holstebro.

- Vi har 65 tappetider i løbet af en dag, og vi er nærmest booket ud dag 1 på den nye adresse. Vi er rigtig glade for den fine opbakning, og vi forventer og håber, at bloddonorerne også fremover vil tage godt imod tilbuddet, siger afdelingsbioanalytiker Mette Skovdal Merstrand fra Klinisk Biokemisk Afdeling, der tilføjer, at den mobile tappeenhed fortsat vil køre ud til de faste holdepladser for mobiltapning i hospitalets optageområde hver torsdag.

Røntgenklinik, akutklinik og hjerteklinik flytter

Efter mange år med adresse på Regionshospitalet Holstebro på Lægårdvej 12 flytter røntgenklinikken, akutklinikken og hjerteklinikken ligeledes til Center for Sundhed på Stationsvej 35 i Holstebro.

Den 17. januar vil det være røntgenklinikkens tur til at slå dørene op for røntgenundersøgelser af forventeligt op mod 70 patienter om dagen.

- Tilbuddet gælder både patienter, der har fået en tid til røntgenundersøgelse af lunger og knogler og akut tilskadekomne patienter der fx skal have undersøgt, om de har forstuvet eller brækket et håndled, siger overradiograf Rikke Grøftehave Nielsen.

Den 9. februar åbner Akutklinikken i lokalerne ved Lægevagten på Stationsvej 35B for visiterede patienter; primært vil det dreje sig om patienter med mindre skader.

Hjerteklinikken flytter ind i Center for Sundhed i forlængelse af flytningerne af regionshospitalerne i Holstebro og Herning til Regionshospitalet Gødstrup.

Fakta om hospitalsklinikkerne i Center for Sundhed

Hospitalsklinikkerne i Center for Sundhed er drevet af afdelingerne i Hospitalsenheden Vest, og er en række sundheds- og behandlingstilbud, der primært henvender sig til patienter med bopæl i de nordvestlige kommuner i Region Midtjylland.

Efter flytningerne af regionshospitalerne i Holstebro og Herning vil hospitalsklinikkerne være drevet af afdelingerne på Regionshospitalet Gødstrup.

Udover hospitalsklinikkerne rummer Center for Sundhed også en lang række kommunale funktioner som f.eks. Holstebro Kommunes tandpleje, akutpladser og sygeplejeklinik. Hertil kommer praktiserende læger og en specialtandlæge.

Center for Sundhed ligger centralt placeret i Holstebro med gode parkeringsforhold, tæt på bus- og togforbindelser.

Læs mere om hospitalsklinikkerne i Center for Sundhed i Holstebro på www.vest.rm.dk