14.01.2022 (opdateret 26.01.22*)
*Regionsrådet har 26. januar godkendt at forlænge nedlukningen til senest 1. april. Partierne Venstre, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne stemte imod forlængelsen.
Situationen i Akutafdelingen i Hospitalsenheden Vest gør det fortsat nødvendigt midlertidigt at holde akutklinikken i Ringkøbing lukket, for at samle de knappe sygeplejemæssige ressourcer i Herning og Holstebro.
Den midlertidige lukning blev besluttet 17. december med planlagt udløb 15. januar, men på et ekstraordinært møde i Region Midtjyllands forretningsudvalg blev lukningen i dag forlænget til og med 4. februar. Baggrunden er, at det fortsat ikke er muligt for Hospitalsenheden Vest at bemande akutklinikken i Ringkøbing Sundhedshus med behandlersygeplejersker.
Åbner for blodprøver
Blodprøvetagning i Sundhedshuset i Ringkøbing genåbner dog tirsdag 18. januar 2022, ligesom der fortsat vil kunne blive taget røntgen i dagtid.
- Jeg ved, at mange borgere ser frem til, at akutklinikken i Ringkøbing genåbner og jeg beklager de gener, der følger af den midlertidige lukning. Sammen med Hospitalsenheden Vest arbejder vi fra politisk hold målrettet med at finde snarlige løsninger, så akutklinikken kan åbne igen, understreger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
- Indtil da er jeg glad for, at det fra 18. januar igen lader sig gøre at få taget blodprøver lokalt i Ringkøbing-området, siger formanden.
Midlertidig lukning af lægevagtskonsultation
Akutklinikkernes personale samarbejder normalt med Lægevagten, og den forlængede midlertidige lukning betyder derfor, at Lægevagten heller ikke tilbyder konsultation i Ringkøbing frem til og med den 4. februar. Lægevagten fortsætter uændret med at køre på sygebesøg.
Regionen har afsøgt muligheden for, at den regionale bemanding kan ske med andre medarbejdergrupper end behandlersygeplejersker. Der er dog brug for mere tid for at nå i mål med forslag til løsninger.
Lægevagten er åben
Får man i perioden brug for akut lægehjælp, skal man – helt som normalt – inden for almindelig åbningstid ringe til sin egen læge. Når egen læge har lukket, skal man ringe til Lægevagten. Det gælder også patienter i Ringkøbing-området, hvis de får behov for undersøgelse og behandling.
På hjemmesiden www.akut.rm.dk er der en oversigt over muligheder for akut hjælp i forbindelse med pludselig opstået sygdom eller skade.
Tæt politisk opfølgning
For at finde mulige løsninger for akutklinikken i Ringkøbing er der planlagt ekstraordinære møder i både Hospitalsudvalget og udvalg for Nære Sundhedstilbud 18. januar, ligesom sagen drøftes på ordinære møder i forretningsudvalget 18. januar og på regionsrådsmødet 26. januar.
Flere oplysninger
- Regionsrådsformand Anders Kühnau (S), tlf. 2360 2768
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer