11.01.2022
Oversygeplejerske Knirke K. Hartmann Thomsen fra Regionshospitalet Silkeborg, Hospitalsenhed Midt er ansat som ny oversygeplejerske i Plastik- og Brystkirurgi på Aarhus Universitetshospital pr. 1. marts 2022.
"Med Knirke Thomsen får vi en meget erfaren oversygelejerske. Der er altid nye opgaver og udfordringer, når man skifter job, men her får vi en oversygeplejerske, som har relevant erfaring på alle de væsentligste parametre som ledelse af mange medarbejdere, innovation og forskning. Knirke Thomsen er valgt blandt et meget stærkt ansøgerfelt," siger lægefaglig direktør Jørgen Schøler Kristensen på vegne af hospitalsledelsen.
Erfaren leder med blik for fremtiden
Knirke Thomsen har siden april 2017 været oversygeplejerske i Diagnostisk Center og Universitetsklinik for Innovative Patientforløb på Regionshospitalet Silkeborg, der er en del af Hospitalsenhed Midt. Før det var hun afdelingssygeplejerske ved Skadestuen på Vejle Sygehus, Sygehus Lillebælt i perioden fra 2009 til 2017.
"Vi glæder os rigtig meget over, at vi med Knirke Thomsens erfaring får kvalificerede input til, hvordan vi kan arbejde med nye patientforløb for både patienter med brystkræft og dem, der har behov for plastikkirurgisk assistance," siger Jørgen Schøler Kristensen.
At få en oversygeplejerske, der kommer fra en universitetsklinik har også stor værdi.
"Knirke Thomsen er både særdeles veluddannet og en erfaren leder, og at hun så oven i købet har beskæftiget sig med at lede forskning, er et stort plus. Hun er stærk i ledelse af en stor og kompleks afdeling, hvor de samtidig med driften evner at være nytænkende og innovative, så vi glæder os til at styrke afdelingsledelsen med alle Knirkes kompetencer og al hendes erfaring," siger den lægefaglige direktør.
Knirke K. Hartmann Thomsen er uddannenet sygeplejerske på Sygeplejeskolen i Aarhus i 1999. Efterfølgende har hun taget både en master i retorik og formidling og en master of business administration begge på Aarhus Universitet. Oveni kommer en lang række kurser i ledelse og innovation.
Knirke K. Hartmann Thomsen er 46 år gammel, gift, har ét barn og bor i Højbjerg.
Fra 1. marts udgøres afdelingsledelsen af Plastik- og Brystkirurgi af ledende overlæge Birgitte Jul Kiil og oversygeplejerske Knirke K. Hartmann Thomsen.