21.01.2022
Patienternes ret til at blive udredt eller behandlet inden for 30 dage genindføres i dag.
Udredningsretten og behandlingsgarantien har på grund af COVID-19 været suspenderet siden den 5. januar 2022 på regionens hospitaler.
Det var planlagt, at suspenderingen af udredningsretten og behandlingsgarantien skulle have varet frem til og med d. 30. januar 2022. Men da sygehuskapaciteten aktuelt ikke er kritisk udfordret af COVID-19, så har Folketinget på baggrund af en vurdering fra Sundhedsstyrelsen besluttet at ophæve suspenderingen af udredningsretten og behandlingsgarantien fra i dag fredag d. 21. januar 2022.
Patienter, som er blevet henvist i suspensionsperioden, eller har fået aflyst en tid i suspensionsperioden, og som ikke har fået en tid inden for 30 dage på et af regionens hospitaler, har fortsat ikke rettigheder. Men regionen vil i praksis sidestille disse patienter med patienter, som henvises fra d. 21. januar.
Patienter, som ikke er blevet indkaldt til en tid i suspensionsperioden, får et indkaldelsesbrev med dato og sted senest i midten af februar 2022. Herved får patienterne oplyst rettigheder via indkaldelsesbrevene.
Fakta:
- Udredningsretten betyder, at patienter henvist til udredning på sygehus skal have et tilbud om at blive udredt inden for 30 dage, hvis det er fagligt muligt. Hvis regionen af kapacitetsmæssige årsager ikke kan tilbyde udredning indenfor 30 dage, får patienten ret til såkaldt udvidet frit sygehusvalg, dvs. patienten kan vælge hel eller delvis udredning på et af de private sygehuse, som Danske Regioner har indgået aftale med.
- Behandlingsgarantien indebærer, at hvis en patient skal vente mere end 30 dage på sygehusbehandling, får patienten ret til udvidet frit sygehusvalg, dvs. patienten kan vælge at blive behandlet på et af de private sygehuse, som Danske Regioner har indgået aftale med.