Digitalt kort giver overblik over PFAS-prøver på Harboøre Tange
Nu er PFAS-prøveresultater fra Harboøre Tange lagt ind i et digitalt kort, som løbende opdateres med nye prøvesvar i jagten på kilden til forureningen.
31.05.2022
I jagten på kilden til PFAS-forureningen på Harboøre Tange i Vestjylland er der taget rigtig mange prøver af bl.a. vand, jord og græs. Nu er prøveresultater lagt ind i et digitalt kort, som løbende bliver opdateret, når der kommer nye svar på prøver fra Region Midtjylland, Lemvig Kommune og Naturstyrelsen. Se kortet via www.pfas.rm.dk.
Det digitale kort rummer resultater fra PFAS-analyser af grundvand, drænvand, overfladevand (søer, fjorde og hav), græs, jord og havskum, som Lemvig Kommune, Naturstyrelsen og Region Midtjylland har fået lavet. De mange forskellige prøver er vigtige i det igangværende arbejde med at forsøge at lokalisere kilden til forureningen og sige noget om udbredelsen.
De første prøver stammer fra området ved en nedgravet losseplads fra 1960'erne lige syd for Thyborøn by, hvor Region Midtjyllands prøver viste høje niveauer af PFAS-stoffer i grundvand og i overfladevand (Banegravssøen). PFAS-stofferne blev fundet, da regionen som led i en ekstraordinær indsats i 2021/22 skulle undersøge, om udvalgte forurenede grunde kan udgøre en risiko for vandløb, søer, fjorde og hav.
Sådan bruger du kortet
Ved at klikke på det enkelte prøvepunkt på kortet aktiveres et popup-vindue. Her kan man se en lille info-boks, der bl.a. viser, hvor meget der er målt af de to PFAS-stoffer PFOS og PFOA, og man kan se summen af de fire specifikke PFAS-forbindelser (PFOS, PFOA, PFNA og PFHxS), som Miljøstyrelsen i 2021 skærpede kravene til.
Ved hver prøve kan man også se, om prøven er af fx overfladevand (sø, fjord og hav), jord, græs etc., hvornår prøven er taget, og hvem der har ansvaret for prøven.
Kortet viser ikke analyser taget fra kvæg eller vildt, da de prøver ikke knytter sig til et helt bestemt sted på Harboøre Tange.
Kortet opdateres løbende – find det via: www.pfas.rm.dk.
Kontakt
- Kontorchef for jordforureningsområdet, Morten Bondgaard, tlf. 2933 5564, mail. morbon@rm.dk