Ny sterilcentral indvies på Regionshospitalet Randers
Onsdag den 18. maj 2022 kl. 14.00-15.00 indvies Regionshospitalet Randers' nye Sterilcentral.
I efteråret 2019 blev det første spadestik til byggeriet af Regionshospitalet Randers' nye sterilcentral taget, og nu er lokalerne klar til at blive officielt indviet. Indvielsen afholdes onsdag d. 18. maj kl. 14.00-15.00.
Første del af indvielsen vil bestå af taler fra 1. næstformand i Region Midtjylland, Hanne Roed (B), og hospitalsdirektør på Regionshospitalet Randers, Jonas Dahl.
Herefter vil der være lidt godt til ganen, og kl. 14.30 vil det være muligt at få en rundvisning i den nye sterilcentral, som ikke normalt er tilgængelige for udefrakommende på grund af strenge krav til hygiejne.
Sterilcentralen bruges til at vaske, pakke og sterilisere kirurgiske instrumenter, inden de igen kan bruges til operationer og indgreb. De nye lokaler er allerede taget i brug, da den oprindelige indvielse i december 2021 blev aflyst på grund af den aktuelle covid-19-situation.
Nye lokaler sikrer fremtiden
Den nye Sterilcentral er en del af en større moderniseringsplan for Regionshospitalet Randers til i alt 1,2 mia. kr. Sterilcentralen indgår i opdateringen af hospitalets bæredygtige proces og generelle sterile flow, så hospitalet har tidssvarende udstyr og faciliteter.
- Med den nye Sterilcentral sikrer vi fortsat ensartet, høj kvalitet og kvalitetssikring af rengøring og sterilisering af de kirurgiske instrumenter samt et effektivt flow ud til operationsafsnittene, så de modtager instrumenterne til rette tid. De nye rammer skaber desuden et bedre fysisk arbejdsmiljø for personalet i Sterilcentralen, siger Jonas Dahl, hospitalsdirektør på Regionshospitalet Randers.
Praktiske oplysninger:
Indvielsen finder sted onsdag d. 18. maj kl. 14.00-15.00 på Dronningborg Boulevard 16G, 8930 Randers NØ.
Til stede vil være:
Hanne Roed, 1. næstformand i regionsrådet i Region Midtjylland
Medarbejdere og ledelse fra Regionshospitalet Randers