09.05.2022

Hospitalsudvalget i Region Midtjylland har på sit møde 9. maj behandlet en ekstern analyse af karkirurgien i Region Midtjylland.

Analysen er bestilt af direktionen og anbefaler, at regionen kan behandle flere karkirurgiske patienter hurtigere end hidtil. Analysen påpeger, at for få og for sene forebyggende behandlinger kan have ført til øget risiko for at ende i amputation af ben.

Hospitalsudvalget havde forud for behandlingen af analysen ekstraordinært inviteret alle medlemmer af Regionsrådet til temadrøftelse om karkirurgien.

Hospitalsudvalget indstiller til forretningsudvalget, 

at orientering om resultaterne af den eksterne analyse af karkirurgien tages til efterretning,

at orientering om de initiativer, der sættes i gang på kort sigt for at øge kapaciteten, tages til efterretning, idet det blandt andet herved ønskes at øge kapaciteten til forebyggelse blandt de karkirurgiske patienter og på at øge lighed i sundhed for denne patientgruppe,

at der iværksættes yderligere analyser af det datamæssige grundlag,

at det godkendes, at der i 3. kvartal 2022 fremlægges en plan for den langsigtede udvikling af karkirurgien i Region Midtjylland med fokus på at styrke specialet, idet planen bl.a. skal indeholde en model for organisering af det samlede område, herunder etableringen af en selvstændig karkirurgisk afdeling på Regionshospitalet Viborg samt karkirurgisk repræsentation i afdelingsledelsen i Hjerte-, Lunge- og Karkirurgi på Aarhus Universitetshospital,

at der iværksættes en uvildig og bred undersøgelse, som skal redegøre for det forløb, der har været inden for det karkirurgiske speciale, og

at administrationen tager initiativ til at sikre, at hospitalerne i højere grad har en risikobaseret tilgang til de kliniske kvalitetsdatabaser som supplement til den forbedringsbetonede tilgang.

Herudover ønsker hospitalsudvalget, at det forud for den videre politisk behandling tydeliggøres på hvilket grundlag beslutningen om besparelser inden for det karkirurgiske område blev truffet ifm. budget 2019.

Desuden anmoder udvalget om et notat, der beskriver, hvad der iværksat af tiltag i forhold til patientgruppen samt hvilke analyser, der er på vej på området.

Analyse af karkirurgien behandles på et ekstraordinært forretningsudvalgsmøde 12. maj og i Regionsrådet 25. maj 2022.

Se Hospitalsudvalgets dagsordenspunkt om karkirurgien her

Analyse af karkirurgien i Region Midtjylland findes her