10.05.2022
Et nyt økosystem, Health Innovation Aarhus, skal sætte Aarhus-området på verdenskortet for sundhedsinnovation. Førende sundheds- og vidensinstitutioner og innovative virksomheder i Aarhus har netop slået søm i samarbejdet med lancering af brandingsitet www.hia.dk.
Idéen om et større fællesskab blandt sundhedsaktører i Aarhus-området blev etableret i 2020 med Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital, INCUBA, Aarhus Kommune og Region Midtjylland som stiftere. Siden er også flere private virksomheder blevet en del af brandingpartnerskabet, og målet er at få mange flere med.
Formålet med Health Innovation Aarhus er at tiltrække endnu flere investeringer, internationale virksomheder, start-ups, studerende, forskere, udviklere og andre fagprofessionelle talenter til Aarhus-området og den midtjyske region, der i forvejen står stærkt inden for sundhedsinnovation.
- De senere år er vi blevet betragtet som sundhedsinnovationens svar på Silicon Valley. Vi har stærke aktører bl.a. med Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital og samtidig så solide traditioner for at samarbejde på tværs af private og offentlige interesser, at sundhedsinnovation har potentiale til at vokse sig meget større, siger Henrik Jespersen, Senior Vice President, Systematic, der bl.a. har udviklet den elektroniske patientjournal, der bruges på alle hospitaler i Jylland og på Fyn.
- Health Innovation Aarhus initiativet er et økosystem af de partnere og interessenter, der kan være med til at flytte løsninger fra innovationsprojekter til faktiske løsninger i produktion, hvor de kan gøre en forskel for sundhedspersonalet, borgere og samfundet - og som derved kan bidrage til at løse udfordringen med mangel på arbejdskraft, siger Karen Skjerbæk Jørgensen, Vice President, Trifork, der står bag flere kendte sundhedsløsninger, bl.a det Fælles Medicinkort og Min Læge.
Direktørerne Henrik Jespersen, Allan Juhl, Karen Skjerbæk og Mette Hoberg fra hhv. Systematic, Emento, Trifork og The Link var med til at lancere partnerskabet for sundhedsinnovation Health Innovation Aarhus. Foto: Niels Åge Skovbo, Region Midtjylland
Nødvendig for fremtidens sundhedsvæsen
Det er første gang, man samler aktørerne i sundhedsbranchen i et fælles brandingsamarbejde i den vestlige del af Danmark. Aarhus-området og hele den midtjyske region vil gøre sig mere attraktiv og kendt internationalt. Det vil også imødekomme et nationalt behov, når der bliver flere ældre og flere borgere, der får behov for sundhedsløsninger.
- Vi skal have vores sundhedsvæsen til at køre længere på literen. Hvis vi, med de penge der er til rådighed, skal imødekomme behovene og kravene til for eksempel digitale løsninger, har vi brug for nye løsninger til hospitalerne, i ældreplejen og borgere i eget hjem. Det kræver stærke partnerskaber sundhedsvæsnet, vidensinstitutioner og virksomheder imellem. Det har vi i Aarhus-området, men det kan vokse sig endnu større, og i Region Midtjylland står alle regionshospitalerne jo også klar, siger koncerndirektør Anders Kjærulff, Region Midtjylland.
- Vi har et uudnyttet potentiale for endnu mere samarbejde på kryds og tværs, så eksempelvis forskere på universitet – og dem er der mange af på det sundhedsvidenskabelige fakultet - får lettere ved at omsætte deres forskning til decideret innovation og spinout-virksomheder. Det nye Health Innovation Aarhus-samarbejde kan være med til at styrke netop den platform, og det har vi brug for med den voldsomme transformation, sundhedsvæsnet er under, siger Anne-Mette Hvas, dekan på Health, Aarhus Universitet.
Dekan Anne-Mette Hvas fra Health, Aarhus Universitet og i baggunden koncerndirektør Anders Kjærulff fra Region Midtjylland. Foto: Niels Åge Skovbo, Region Midtjylland
Med lanceringen af Health Innovation Aarhus' fælles hjemmeside, www.hia.dk, har sundhedsaktører nu fået et samlet sted at showcase og fortælle, hvad området kan og dermed tiltrække arbejdskraft, investorer, virksomheder, start-ups, specialister og studerende.
Flere veletablerede Aarhus-virksomheder og andre aktører er allerede en del af Health Innovation Aarhus. Det gælder blandt andre Trifork, Danish Life Science Cluster, Emento, Enversion, Systematic og The Link, som d. 3. maj var med til officielt at lancere brandingplatformen sammen med Aarhus Universitet, Region Midtjylland, Aarhus Universitetshospital, INCUBA og Aarhus Kommune.