Mors epilepsi påvirker ikke børns dødelighed
10.03.2022
Mødre med epilepsi behøver ikke længere frygte, at deres børn har øget dødelighed i de første leveår, viser ny og omfattende undersøgelse fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet.
Der bliver holdt ekstra godt øje med trivslen hos børn født af mødre med epilepsi – særligt i den første tid efter fødslen. Det skyldes, at videnskabelige undersøgelser tidligere har vist, at disse børn havde en øget risiko for starte livet med en række udfordringer.
Ingen undersøgelser har dog tidligere vurderet, om børn født af kvinder med epilepsi har en overdødelighed. Derfor har forskere fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet brugt danske registre til at undersøge dødelighed hos børn født af kvinder med epilepsi. Børnene blev fulgt, indtil de fyldte 16 år.
Øget dødelighed kun i første leveår
Undersøgelsen fandt en øget dødelighed hos børn født af kvinder med epilepsi, men den øgede dødelighed blev kun observeret i det første leveår - og der var ingen øgning i dødelighed efter første leveår og op til 16 års-alderen.
Den øgede dødelighed, der blev observeret det første leveår, aftog i nyere tid, og der kunne ikke observeres øget dødelighed hos børn født i den sidste del af undersøgelsesperioden fra 2000-2016. Dette tyder på, at behandlingen af kvinder med epilepsi og deres børn er blevet forbedret i de senere år.
- Det er utroligt positivt, at der ikke kunne påvises øget langtidsdødelighed blandt børn født af mødre med epilepsi. Samtidig er den øgede dødelighed, der blev påvist i første leveår, aftaget med tiden, så der ikke længere kan påvises nogen overdødelighed – heller ikke blandt de yngste børn, siger Jakob Christensen, der er en af forskerne bag studiet. Han er overlæge i neurologi på Aarhus Universitetshospital og lektor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.
Epilepsi er en sygdom, som udgør en betydelig helbredsrisiko. Dødeligheden blandt personer med epilepsi er kraftigt forhøjet sammenlignet med befolkningen generelt. Det gælder også gravide med epilepsi, som har en 5-10 gange øget dødelighed under deres graviditet og er i øget risiko for at opleve graviditetskomplikationer.
Data fra mere end 1,8 mio. børn
Forskere ved Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet har gennem registre fundet frem til oplysninger om morens epilepsi og dødeligheden blandt mere end 1,8 mio. børn født mellem 1981 og 2016.
Flere studier har tidligere vist, at børn født af kvinder med epilepsi oftere end andre børn klarer sig dårligt lige efter fødslen og bl.a. har øget risiko for at blive født for tidligt, have lav fødselsvægt og at blive født med misdannelser. Men den svære start på livet giver altså i dag ikke længere anledning til en øget dødelighed.
Det glæder Julie W. Dreier, som er seniorforsker ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet og en af de andre forskere bag studiet.
- Kvinder med epilepsi står over for en række udfordringer under graviditeten, herunder bekymringer om potentielle skadelige virkninger af medicin mod epilepsi og risici forbundet med epileptiske anfald. Der har også været rejst bekymringer om, hvorvidt børnene op igennem barndommen kunne være i øget risiko for eksempelvis færdselsulykker som følge af moderens epilepsi, siger Julie W. Dreier.
- Det er derfor betryggende, at denne undersøgelse - på baggrund af et meget stort datagrundlag - kan vise, at den overdødelighed, vi observerede i børnenes første leveår i den tidlige studieperiode, ikke længere ses hos børn født i dag.
Bag om forskningsresultatet:
Studietype: En dansk landsdækkende kohorteundersøgelse
Samarbejdspartnere: Neurologi, Aarhus Universitetshospital samt Institut for Klinisk Medicin og Institut for Økonomi, Aarhus Universitet.
Ekstern finansiering: Forskningsprojektet er støttet af Novo Nordisk Fonden, Region Midtjylland og Epilepsiforeningen.
Interessekonflikter: Jakob Christensen har modtaget honorar for at holde foredrag og for at være medlem af UCB Nordics og Eisai AB's videnskabelige rådgivende udvalg og har modtaget støtte til en rejse fra UCB Nordic. De øvrige forfattere har ingen interessekonflikter.
Læs den videnskabelige artikel:
Jakob Christensen, Sussie Antonsen, Yuelian Sun and Julie W. Dreier. Maternal Epilepsy and Long-term Offspring Mortality: A Nationwide Cohort Study, Annals of Neurology
Link til artikel: https://doi.org/10.1002/ana.26315
Yderligere oplysninger:
Jakob Christensen
Overlæge på Neurologi, Aarhus Universitetshospital
Lektor ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet
Tlf. 6086 5899, e-mail: jakob@farm.au.dk