31.03.2022 

Generationsforureningen ved Høfde 42 indeholder også PFAS. Region Midtjylland har netop fået svar på vandprøver fra det gamle kemikaliedepot på kysten ved Harboøre Tange, og der er målt PFAS-koncentrationer på samme niveau som ved den nedlagte losseplads syd for Thyborøn. PFAS-fundet stopper ikke den kommende oprensning. 

I lyset af andre PFAS-fund på Harboøre Tange har regionen taget fire vandprøver fra boringer ved det tidligere kemikaliedepot ved Høfde 42 for at analysere for PFAS-forbindelser. Der er målt indhold af PFAS-forbindelser heriblandt PFOS, PFOA, PFNA og PFHxS i alle fire prøver. (se kort) 

PFAS-koncentrationerne ligger i intervallet 1300-3400 ng/l. Koncentrationerne er på niveau med det, der blev målt i grundvandet ved lossepladsen syd for Thyborøn. Det er ca. en faktor 5-10 gange højere end det, der er målt i vandet i Banegravssøen og i drænvandet i Thyborøn. 

En oprensning af generationsforureningen ved Høfde 42 er netop nu i udbud, og tre virksomheder er prækvalificeret til at byde på opgaven. 

- Det er vores klare forventning, at vi kan fortsætte det udbud, der er i gang. Men vores fagfolk skal i dialog med vores bygherrerådgiver og de tre prækvalificerede virksomheder i forhold til, hvad PFAS-fundet kan have af betydning. Det betyder i hvert fald, at der er endnu et element, som skal håndteres i oprensningen, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S). 

Den røde markering afgrænser det indspunsede kemikaliedepot ved Høfde 42. De blå markering viser, hvor der i boringer er fundet PFAS i prøverne. Illustration: Region Midtjylland

Den røde markering afgrænser det indspunsede kemikaliedepot ved Høfde 42. De blå markering viser, hvor der i boringer er fundet PFAS i prøverne. Illustration: Region Midtjylland. (Kortet indeholder data fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering)  

Regionen har ikke haft kendskab til eller forventning om, at der skulle være deponeret PFAS i kemikaliedepotet ved Høfde 42, og derfor har der ikke været undersøgt for det tidligere. Da PFAS nu er fundet flere steder på Harboøre Tange, var det relevant at undersøge depotet. 

På baggrund af PFAS-fundene i kemikaliedepotet overvejer regionen at få udtaget flere prøver i området omkring høfden for at få kendskab til, i hvor høj grad PFAS-forurening også findes uden for det indspunsede kemikaliedepot. 

Region Midtjylland har allerede planlagt flere PFAS-undersøgelser på Harboøre Tange. Der bliver taget flere prøver af grundvandet ved lossepladsen syd for Thyborøn og af overfladevand i Thyborøn Fjord. Formålet er at undersøge, om forureningen fra lossepladsen også påvirker vandkvaliteten i Thyborøn Fjord. Herudover skal der tages prøver i forbindelse med en anden nedgravet losseplads længere sydpå i Knopper Enge og i den sammenhæng også i Harboøre Fjord. Der skal også tages prøver på redningsberedskabets grund på Ærøvej i Thyborøn, som har været brandøvelsesplads. (se kort nederst) 

PFAS og sundhed

For borgerne giver de nye PFAS-fund i depotet ved Høfde 42 som sådan ikke anledning til fornyet varsomhed, da forureningen i depotet er indkapslet. 

Det er fortsat regionens mål, at man efter oprensningen igen skal kunne fiske og bade i Vesterhavet ved Høfde 42. Men regionsrådsformanden er bekymret for, hvor udbredt PFAS-forureningen er på hele Harboøre Tange. 

- Jeg kan godt forstå, hvis der er en bekymring om, hvad PFAS betyder for ens sundhed, når man bor i området. Også selvom vi endnu ikke kender kilden til forureningen og stadig mangler mange prøvesvar. Det vigtigste er at søge egen læge, hvis man er bekymret for sit helbred, siger Anders Kühnau. 

Region Midtjylland har i dag sendt information ud til de praktiserende læger om de anbefalinger og vejledninger der gælder, hvis borgere har været udsat for store mængder PFAS. 

Borgermøder i april og maj 

Tirsdag den 26. april 2022 er der borgermøde i Thyborøn om opfølgning på den kræftundersøgelse, der blev offentliggjort sidste år. Den viste en øget kræftforekomst i Thyborøn-Harboøre. På mødet deltager regionen, Lemvig Kommune og forskerne bag undersøgelsen for at fortælle, hvordan der er planlagt at følge op på undersøgelsen. 

- Som region kan vi godt give borgerne et tilbud om blodprøver, men vi har brug for at vende muligheden med fx Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed for at være sikker på, at vi gør det helt rigtige for borgerne i denne situation. Så den kontakt vil vi selvfølgelig tage, siger Anders Kühnau, der selv deltager på borgermødet i Thyborøn i april, der var planlagt allerede inden PFAS-fundene i 2022. 

Efter borgermødet med politiker-deltagelse den 26. april kl. 16.30-18.00 er der efterfølgende et møde med fokus på, hvornår man bør gå til lægen. Læs mere om kræftundersøgelsen og de to møder på:  www.sundhedharboøretange.rm.dk

Søndag den 15. maj er der endnu et borgermøde, hvor man i det fri kan møde fagpersoner og få mere viden om generations- og PFAS-forureningerne. Nærmere detaljer om det møde annonceres senere og vil kunne findes på www.harboøretange.rm.dk 

Kortet viser de lokaliteter på Harboøre Tange, hvor Region Midtjylland har eller vil tage prøver for at måle evt. PFAS. Illustration: Region Midtjylland. (Kortet indeholder data fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering)  

Kortet viser de lokaliteter på Harboøre Tange, hvor Region Midtjylland har eller vil tage prøver for at måle evt. PFAS. Illustration: Region Midtjylland. (Kortet indeholder data fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering)  

PFAS-orientering fra Lemvig Kommune

Onsdag den 30. marts 2022 udsendte Lemvig Kommune en pressemeddelelse om PFAS-fund i bl.a. drænvand, overfladevand og græs. 

Konsekvensen er, at folk der har oksekød eller fuglevildt fra Harboøre Tange liggende i fryseren, bør kassere disse ud fra et forsigtighedsprincip. Borgere i de berørte områder i Thyborøn anbefales samtidig ikke at spise deres hjemmedyrkede afgrøder fra haven.

Der er nedsat en fælles indsatsgruppe bestående af Lemvig Kommune, Region Midtjylland, Naturstyrelsen Vestjylland, Lemvig Vand og eksterne konsulenter med henblik på at få kortlagt forureningernes omfang og kilder. Samtidig har indsatsgruppen været i tæt kontakt med Miljøstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed og Fødevarestyrelsen.

Læs hele pressemeddelelsen fra Lemvig Kommune