01.03.2022

Efter 40 år i sundhedsvæsenet har sygeplejefaglig direktør Hanne Sveistrup Demant, Regionshospitalet Horsens, valgt at opsige sin stilling for at gå på pension.

Hanne Sveistrup Demant fratræder sin stilling den 1. juni 2022 efter fem år som sygeplejefaglig direktør på Regionshospitalet Horsens.

Hun kom til hospitalet fra en stilling som vicedirektør i Psykiatrien i Region Sjælland og havde forinden arbejdet med bl.a. ledelse, videreuddannelse, kvalitetsudvikling, patientforløb og drift inden for både det somatiske og psykiatriske område.

I tiden på Regionshospitalet Horsens har Hanne Sveistrup Demant bl.a. fokuseret på uddannelse og forskning, herunder de projekter, som hospitalet driver i samarbejde med både interne og eksterne aktører inden for data og brug af kunstig intelligens.

 

En anden mærkesag for den sygeplejefaglige direktør har været forbedring af de gode og sammenhængende patientforløb på tværs af sektorerne kommune, praktiserende læge og hospital. Sektor-agilitet forstået som smidighed og handlekraft på tværs har været en ledestjerne for Hanne Sveistrup Demant igennem hele hendes virke og altid med det mål at sikre patienterne et sammenhængende tilbud af høj kvalitet.

- Hanne har i hele perioden som sygeplejefaglig direktør fokuseret særlig stærkt på uddannelse samt tværfagligt og tværsektorielt samarbejde som løftestænger for fremtidens sundhedsvæsen. Ofte har Hanne endda på overbevisende måde kunnet kombinere hensynet til uddannelse og tværfaglig udvikling. Det har hun gjort både i hverdagen på hospitalet og i store sammenhænge med Aarhus Universitet og Via University College, siger koncerndirektør Ole Thomsen.

Hanne Sveistrup Demant har foruden uddannelsen til sygeplejerske også en master i klinisk sygepleje (MCN) fra Aarhus Universitet samt en master i kvalitet og ledelse i social- og sundhedssektoren (MPQM) fra Syddansk Universitet. Når hun har sidste arbejdsdag ultimo april, er det blevet til 25 år på lederposter i sundhedsvæsenet.

- Hospitalet har været gennem nogle udfordrende år med bl.a. COVID-pandemi og mange akutte patienter. Alligevel formår hospitalets medarbejdere at stå sammen om at levere en høj kvalitet i den daglige patientbehandling. Det er imponerende, og jeg vil gerne sige tak til alle for at have været med på rejsen. Forhåbentlig venter nogle år, hvor hospitalet kan koncentrere flere kræfter omkring udvikling og innovation, siger Hanne Sveistrup Demant.

Sidste arbejdsdag bliver den 29. april 2022, hvorefter Hanne vil lade sit aktive fritidsliv fylde mere i fællesskab med familie og venner.

Stillingen som sygeplejefaglig direktør vil snarest muligt blive slået op.