21.03.2022

COVID19-test og -vaccination i Viborg flytter nu sammen i den gamle handelsskole på Vinkelvej. Vaccinationscentret siger dermed farvel og tak for husly til Kasernehallen i midtbyen og rykker ind hos testkollegerne.

Borgere, der skal vaccineres mod COVID-19 i Viborg, skal fra mandag den 28. marts 2022 møde op på Vinkelvej for at få deres vaccination.

Vaccinationscenter Viborg flytter, fordi opgaven med at vaccinere befolkningen mod COVID-19 er skrumpet i omfang. Det samme gælder testopgaven.

Derfor kan de to enheder opnå en række stordriftsfordele ved at flytte sammen, og samtidig frigives Kasernehallen, så den igen kan benyttes til sportsaktiviteter for byens borgere.

Vaccinationsopgaven skrumper i omfang

- Vi flytter vaccinationscentret, fordi der ikke længere er grund til, at vi bor i så stor en bygning som Kasernehallen. Vi har været glade for at være der, og det har været helt nødvendigt og afgørende, da opgaven med at vaccinere danskerne var på sit højeste, siger oversygeplejerske Lene Dam Olesen, der står i spidsen for Hospitalsenhed Midts COVID19-test og -vaccination i Viborg og Silkeborg.

- Men vi ser nu også frem til at slå os sammen med vores testkolleger på Vinkelvej. Det giver bedst mening, når omfanget af opgaven nu er blevet markant mindre, end da COVID-19 peakede og kørte derudad for fuldt blus, fortsætter Lene Dam Olesen.

Egen indkørsel og indgang til vaccinationscenter

Vaccinationscentret får egen indkørsel og indgang til bygningen, der tidligere rummede Viborgs handelsskole. På den måde møder de borgere, der skal testes og vaccineres, ikke hinanden på vej ind og ud af matriklen.

De borgere, der allerede har booket en tid til vaccination den 28. marts eller senere, får besked i e-boks om at møde op på den nye adresse på Vinkelvej.

Den nye adresse til Vaccinationscenter Viborg er Vinkelvej 20, 8800 Viborg. Der vil blive skiltet til både indkørslen og indgangen til vaccinationscentret.