Danske forskere først med svaret: Q10 hjælper ikke mod senfølger efter covid-19
Klinisk studie finder ikke forskel på behandling med co-enzym Q10 og placebo til reduktion af symptomer på senfølger efter covid-19.
03.11.2022
Klinisk studie finder ikke forskel på behandling med co-enzym Q10 og placebo til reduktion af symptomer på senfølger efter covid-19.
Forskere fra Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Gødstrup har publiceret det første kliniske studie i verden om behandling af senfølger efter covid-19 med medicin.
- Resultaterne fra studiet viser, at der ikke var signifikant forskel i bedring af symptomer eller livskvalitet hos deltagerne, når man sammenligner behandling med co-enzym Q10 og placebo, siger læge og ph.d.-studerende Kristoffer Skaalum Hansen, Aarhus Universitetshospital og Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet.
Co-enzym Q10 er et stof, der eksisterer i næsten alle kroppens celler og er væsentligt for energiproduktionen i en celle. Hypotesen var, at cellernes energiproduktion (som foregår i cellens mitokondrie) var svækket efter covid-19, og at tilførsel af co-enzym Q10 kunne reetablere normal funktion og dermed afhjælpe symptomer på senfølger.
Alle deltagere i studiet fik både en behandlingsperiode med co-enzym Q10 og en med placebo (snydemedicin). 119 patienter med senfølger efter covid-19 gennemførte studiet, der blev udført på Infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital.
Flere analyser fra studiet peger mod en tendens til, at co-enzym Q10 er bedre, men forskellen fra placebo var ikke stor nok til, at man med sikkerhed kan konkludere at co-enzym Q10 virker til behandling af senfølger.
- Selvom studiet ikke viste en signifikant effekt af Q10 behandlingen, kan data stadig hjælpe os med at identificere vigtige fremtidige forskningsområder inden for senfølger efter covid-19, siger afdelingslæge og klinisk lektor Steffen Leth, Regionshospitalet Gødstrup og Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.
Bag om forskningsresultatet:
Studietype: Et blindet, placebo-kontrolleret, cross-over studie.
Samarbejdspartnere: Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Gødstrup.
Ekstern finansiering: Forsøgsmedicinen blev doneret af PharmaNord og projektet blev udført med støtte fra Novo Nordisk Fonden. Ingen sponsorer havde indflydelse på det videnskabelige arbejde.
Interessekonflikter: Nej
Læs den videnskabelige artikel:
Hansen, Kristoffer Skaalum and Mogensen, Trine Hyrup and Agergaard, Jane and Schiøttz-Christensen, Berit and Østergaard, Lars Jørgen and Vibholm, Line Khalidan and Leth, Steffen, High-dose coenzyme Q10 therapy versus placebo in patients with post COVID-19 condition: a randomized, phase 2, crossover trial. The Lancet Regional Health – Europe, Published Online 2. November 2022, DOI: 10.1016/j.lanepe.2022.100539
Yderligere oplysninger:
Kristoffer Skaalum Hansen
Læge, ph.d.-studerende
Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet
Infektionssygdomme, Aarhus Universitetshospital
Tlf. 2947 4872
Steffen Leth
Afdelingslæge, Klinisk Lektor
Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet
Infektionssygdomme, Regionshospitalet Gødstrup
Tlf. 7843 1301