07.11.2022

Ny film skal hjælpe til at forebygge ludomani og gøre en forskel for unge.

"Spil for Livet” er en ny ludomaniforebyggelsesindsats, som via en kort fiktionsfilm og en undervisningsplatform understøttet af oplæg på skoler, skal åbne op for dialog om pengespil og spilleproblemer hos unge i udskolingen og på videregående uddannelser.

Projektet er bygget op om en kort fiktionsfilm henvendt til unge. I den følger vi den unge MMA-fighter David i et intenst drama, hvor ludomanien udfordrer hans kamp for at komme til VM. Pengespil har store konsekvenser for David, og undervejs berører filmen flere sider ved ludomani.

- Film er et godt medie til at få de unges interesse og åbne op for en dialog på deres præmisser og via et medie, som de finder interessant. Vi har tidligere haft stor succes med at tage hul på svære dialoger med hjælp fra film og derved møde de unge i øjenhøjde, fortæller producer Jesper Jarl Becker, som sammen med filminstruktør Lars K. Mikkelsen står bag lignende projekter rettet mod unge om tabuiserede emner, såsom alkoholmisbrug og vold i hjemmet.

Projektet er et samarbejde mellem filminstruktør Lars K. Mikkelsen, producer Jesper Jarl Becker og Forskningsklinikken for Ludomani på Aarhus Universitetshospital. Projektet er finansieret gennem fondsmidler samt med støtte fra spilselskaberne Danske Spil og Kindred Group.

Vigtig, men svær dialog

Fiktionsfilmen understøttes af en digital platform med undervisningsmateriale til brug i udskolingen og på gymnasier landet over. Indsatsen er således rettet mod unge mennesker og har til hensigt at sætte gang i en vigtig dialog om ludomani særligt de unge imellem.

- Det er et vigtigt projekt, som forhåbentlig kan være med til at starte en dialog blandt de unge om spilproblemer. Spil for Livet skal altså medvirke til, at de unge bliver opmærksomme på udbredelsen af pengespil i deres egen aldersgruppe og mønstrene omkring ludomani. Dermed kan projektet være med til at minimere opblomstringen af den spillekultur, som vi ved florerer i nogle miljøer, hvilket vil forebygge udbredelsen af spilleproblemer blandt unge på sigt. Igennem de seneste år er antallet af unge, som går i behandling for ludomani, vokset markant. Samtidigt bekræfter en undersøgelse fra tidligere i år, at omfanget af spilproblemer blandt de unge er steget. Derfor ser jeg frem til, at filmen og materialet blive brugt til dialog, udtaler Thomas Marcussen, klinikleder hos Forskningsklinikken for Ludomani. 

Film baseret på sande historier

Bag enhver film ligger et stort researcharbejde – og her er ”Spil for Livet” ingen undtagelse. Filmen er nemlig skabet med inspiration fra en række historier fra det virkelige liv fortalt af personer, der tidligere har haft ludomani. 

- Det har været vigtigt for os at filmen er så virkelighedstro som muligt. Derfor har vi også brugt rigtig meget tid og energi på at researche ludomani, og de følger det har for nogle. Det har vi gjort gennem en række samtaler med unge, der tidligere har haft ludomani, som har indvilget i at dele deres historier med os, samt gennem bøger, podcasts og et samarbejde med eksperter hos Forskningsklinikken for Ludomani. På den måde er filmen inspireret af virkelige hændelser, hvilket i høj grad er med til at styrke fortællingen, fortæller Jesper Jarl Becker.

Fakta om ”SPIL FOR LIVET”

Projektet, som består af en 30 minutters fiktionsfilm med samme titel, en digital informationsplatform samt undervisningsmateriale – sættes i gang i november og december med en dialogrejse. Her besøges godt 50 uddannelsesinstitutioner i hele landet.

På dialogrejsen vil filmen danne udgangspunkt for dialog med de unge om ludomani og pengespil. Dialogen understøttes af eksperter fra Forskningsklinikken for Ludomani og unge, der tidligere har haft ludomani. 

Information om finansiering at projektet:

  • Filmen "Spil for livet" er produceret i samarbejde med Scandinavian Studios & finansieret med støtte fra Danske Spil og Kindred Group.
  • Forebyggelsesprojektets undervisningsmateriale og dialogrejse er finansieret af den A.P. Møllerske Støttefond & Ole Kirks Fond.
  • Den digitale platform er finansieret af Trygfonden.

Tilgå undervisningsplatformen via linket, hvor både film og undervisningsmateriale er tilgængeligt: www.spilforlivet.dk

Kontaktpersoner

  • Jesper Jarl Becker, Producer & projektchef, tlf. 22 37 72 80
  • Thomas Marcussen, Klinikleder hos Forskningsklinikken for Ludomani tlf. 24618032