13-årige Johan Ibsen har haft type 1-diabetes i over 10 år. Han var den første patient i børn- og ungeklinikken i Forum. Foto: Steno Diabetescenter Aarhus.
16.09.2022
De første af over 5.000 personer med diabetes har nu haft konsultationer i Steno Diabetes Center Aarhus' nye klinik i Forum.
Blodprøve, elektrokardiogram, lægekonsultation og samtale med en sygeplejerske. 68-årige Flemming Trillingsgaard var den første diabetespatient hos Steno Diabetes Center Aarhus i Forum, det nyåbnede vartegn på 14 etager, der binder Aarhus Universitetshospital sammen.
Med åbning af klinikken fuldbyrder Steno Diabetes Center Aarhus samlingen af centret i de nye omgivelser. I de foregående uger er forskere og administrativt personale flyttet ind.
Alt under ét tag
- Først og fremmest føler jeg en stor glæde ved at se huset taget i brug af personer med diabetes. Det er kulminationen på fem års planlægning, processer og byggeri, siger Troels Krarup Hansen, direktør for Steno Diabetes Center Aarhus.
Steno Diabetes Center Aarhus har lokaler og faciliteter på fire plan i Forum, herunder banebrydende udstyr til forskning.
- Jeg håber, patienterne vil komme til at mærke, at forskere, behandlere, undervisere og øvrige medarbejdere er samlet under ét tag – og at de får fornemmelse af et tværfagligt kraftcenter, siger Troels Krarup Hansen.
Kraftcenter for samarbejde
- Med vores nye rammer i Forum har vi skabt et optimalt fundament for samarbejde i hele regionen, på tværs af kommunegrænser, hospitaler og faggrupper. Og samarbejde er bydende nødvendigt, hvis vi skal bidrage til et godt liv for alle med diabetes og dem, der er i risiko for at få det.
Jørgen Andersen, formand for Diabetesforeningen, var i Forum på klinikkens åbningsdag. Han sagde I sin tale:
- Tillykke med fyrtårnet! Jeg er sikker på, at I vil komme til at nedbryde grænser for diabetesbehandling og -forskning - mellem sektorer, mellem professioner, mellem kommuner og mellem lande.
Om Steno Diabetes Center Aarhus:
Steno Diabetes Center Aarhus er et offentligt, regionalt kraftcenter, der blev etableret i 2018. Centrets godt 170 medarbejdere arbejder med udvikling af diabetesindsatser – inden for behandling, forskning, uddannelse og tværsektorielt samarbejde.
Steno Diabetes Center Aarhus var tidligere spredt på forskellige matrikler, men er nu samlet i Forum på Aarhus Universitetshospital.
Centret varetager behandlingen af cirka 5.000 patienter: Børn, unge og voksne med diabetes (primært type 1-diabetes) samt voksne med svær overvægt.
Novo Nordisk Fonden har doneret ca. 1,4 mia. kr. til Region Midtjylland til etablering af Steno Diabetes Center Aarhus og de nye satsninger på diabetesområdet i regionen. Cirka en tredjedel af denne donation var øremærket til et unikt hospitalsmiljø i Forum.
Om Forum:
Regionsrådet gav sidst i 2018 grønt lys for byggeriet af Forum, den sidste store brik i samlingen af Aarhus Universitetshospital.
Forum rummer patienthotel og en række andre funktioner, der skal skabe optimale forhold for såvel patienter som pårørende. Forum er et fælles projekt mellem Aarhus Universitetshospital, Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitet og Folkekirken, som blandt andet skal fremme en forskningskultur på tværs af fagområder og interessenter.
Region Midtjylland og Aarhus Universitetshospital slog dørene op for beboere og samarbejdspartnere i den 14 etager høje Forumbygning onsdag den 7. september.
Flere oplysninger
- Troels Krarup Hansen, direktør for Steno Diabetes Center Aarhus
troeha@rm.dk, tlf. 6167 9616 - Claus Hastrup, kommunikationskonsulent, Steno Diabetes Center Aarhus
clhast@rm.dk , tlf. 5173 6151