Hjertesygdomme på AUH er blandt verdens 30 bedste hjerteafdelinger
19.09.2022
Flere afdelinger på Aarhus Universitetshospital er blandt de bedste inden for deres lægefaglige specialer.
Aarhus Universitetshospital er et af verdens bedste hospitaler. I 6 ud af 10 lægefaglige specialer er afdelinger på Aarhus Universitetshospital placeret på Newsweeks rangering af World's Best Specialized Hospitals 2023.
Bedst placeret er afdelingen for Hjertesygdomme på en 29. plads inden for det hjertemedicinske speciale. Hjertesygdomme undersøger, behandler og varetager rehabilitering af hjertepatienter inden for alle områder af det hjertemedicinske speciale. I samarbejde med Hjerte-, Lunge- og Karkirurgi og Intensiv behandler afdelingen nogle af landets mest syge hjertepatienter, og der også mulighed for hjertetransplantation.
- På Hjertesygdomme går vi om nødvendigt igennem ild og vand for at yde det allerbedste for vores patienter. Vi gør os umage for både at yde en behandling af topkvalitet til de mange hjertepatienter, og at for at tage udfordringer op og afprøve nye behandlinger. På den måde bliver vi hele tiden bedre til at behandle både de mange - og de allermest syge - hjertepatienter, siger cheflæge Christian Gerdes.
Afdelingens innovative forskere har gennem årene leveret en afgørende indsats i fht. banebrydende behandlingsprincipper ved fx hjerteklapsygdom, blodprop i hjertet, pacemakerbehandling og sygdomme i lungekredsløbet. Disse behandlingsprincipper medfører hvert år besøg fra udenlandske gæster, som vil lære og lade sig inspirere af personalet på Hjertesygdomme.
- Vi har altid stræbt efter at være bedst i Danmark og efter at tilhøre verdenseliten på det hjertemedicinske område. Derfor forsker vi intensivt i hjertemedicin på et højt, internationalt niveau, så vi kan hjælpe vores patienter med den rette indsats baseret på nyeste viden, siger cheflæge Jacob Thorsted Sørensen.
Særligt hjertesygdommes mangeårige tradition med forskning fra celleniveau og dyremodeller til anvendt patientbehandling og efterfølgende studier med registerbaseret opfølgning – såkaldt translationel forskning – har været med til at sætte afdelingen på verdenskortet og har givet grobund for etablering af internationale netværk inden for såvel forskning som behandling.
Ud over Hjertesygdommes 29. plads er det værd at bemærke, at Hjerte-, Lunge- og Karkirurgi er nr. 79 som den eneste danske afdeling på listen over de 150 bedste Hjerte- og Lungekirurgiske afdelinger i verden, og at Lever-, Mave og Tarmsygdomme er nr. 68 inden for deres speciale. Desuden er Lungesygdomme, Hormon- og Knoglesygdomme samt Kræftafdelingen placeret blandt de bedste inden for deres specialer.
Newsweek og analysefirmaet Statista har spurgt et panel bestående af flere end 40.000 medicinske eksperter, herunder læger, hospitalsledere og andet sundhedspersonale, om deres anbefalinger og vurderinger af forskellige hospitaler inden for deres eget speciale. Resultaterne af denne undersøgelse er derefter valideret af en global bestyrelse af anerkendte medicinske eksperter.
Se Newsweeks rangeringer af World's Best Specialized Hospitals 2023.
Yderligere information:
Cheflæge Christian Gerdes, tlf. 4013 4962 eller mail chr.gerdes@rm.dk