Kollektiv trafik: Stigende udgifter og passagermangel kræver handling
Få passagerer og store brændstofudgifter presser den kollektive trafik i hele landet. Det gælder også i Region Midtjylland.
08.09.2022
Få passagerer og store brændstofudgifter presser den kollektive trafik i hele landet. Det gælder også i Region Midtjylland, hvor politikerne nu undersøger, hvad det vil kræve at sikre balance i økonomien i 2023, samt hvordan den kollektive trafik skal indrettes i fremtiden.
For mange af de regionale blå busser kører med for få passagerer på alt for mange afgange. Det dokumenterer en analyse af den kollektive trafik, som rådgivningsfirmaet COWI har lavet for regionen. Baggrunden er et aktuelt højt pres på økonomien i den kollektive trafik skabt dels af meget høje brændstofpriser og dels af usikkerhed om statslig kompensation for lave passagerindtægter efter Covid19.
I 2023 betyder det, at der mangler cirka 60 mio. kroner i budgettet for den regionale kollektive trafik, hvis det nuværende niveau skal opretholdes. Beløbet er behæftet med usikkerhed og kan stige markant afhængig af bl.a. udviklingen i brændstofpriser og muligheden for kompensation. Det reelle sparebehov bliver afklaret i løbet af de kommende uger. Det ligger dog fast, at der bliver behov for politisk handling. Derfor starter nu en proces, hvor regionen i samarbejde med Midttrafik og kommunerne og med inddragelse af borgerne vil klarlægge mulige tilpasninger af den kollektive trafik.
- Det betyder desværre, at der vil være midtjyder som i løbet af 2023 kommer til at opleve et lavere serviceniveau i den kollektive trafik, også selv om vi fra regionens side bruger flere penge på området end nogensinde før. Det er en udfordring, som vi endnu ikke kender den præcise løsning på. Men nu har vi fået data på de regionale ruter, og herfra går vi så i gang med – i tæt samarbejde med kommunerne – at undersøge, hvor pengene til mobilitet gør mest gavn for borgerne, siger udvalgsformand for Regional Udvikling i Region Midtjylland, Bent B. Graversen (V).
Balance nu og i fremtiden
Rapporten fra COWI indeholder et dataark for hver af de godt 50 regionale bus-, tog- og letbane-ruter samt mulige scenarier for tilpasninger med størst effekt. Et eksempel er at fjerne nogle af de busafgange, som ifølge de nye data kun benyttes af ganske få passagerer. Rapporten fremhæver også den paradoksale situation, at grønne drivmidler lige nu er dyrere end fossilt brændstof, og at der kan spares 19 mio. kroner om året ved at gå tilbage til "sort diesel" frem for den mindre CO2-belastende biodiesel, der bruges i de regionale busser i dag.
- Vi har en akut økonomisk udfordring, og den skal vi have løst. Men samtidig har vi et ansvar for at sikre en bæredygtig kollektiv trafik, der også i fremtiden løser det mobilitetsbehov, borgerne har. Det kræver nytænkning, og lige nu har vi ikke alle løsningerne. Det er dog helt sikkert, at vi ikke kommer til at rulle den grønne omstilling tilbage, ligesom vi fortsat vil prioritere, at den kollektive trafik understøtter unges mulighed for at komme frem til deres uddannelsesinstitutioner. Til gengæld kommer vi nok til at se på, om det fx altid er en blå bus, der bedst løser opgaven, eller om der kan findes alternative løsninger som fx flextrafik eller delebilsordninger, siger Bent B. Graversen.
Dialog om løsninger
I de kommende uger vil politikere og administration fra regionen mødes med alle kommuner i regionen for at drøfte den økonomiske udfordring samt mulige løsninger – både på kort og langt sigt. Derudover afholder regionen sammen med Midttrafik tre offentlige dialogmøder i løbet af oktober. Her er formålet at orientere om udfordringen samt at tale med borgerne i regionen om deres behov og idéer på mobilitetsområdet.
- Situationen i den kollektive trafik kræver handling nu og her, men vi har også en udfordring på langt sigt. For vores transportbehov ændrer sig også i takt med teknologien, den grønne omstilling og samfundsudviklingen i det hele taget. Derfor skal alternative løsninger og grundlæggende nytænkning være en væsentlig del af vores drøftelser, og det er helt naturligt, at vi går i dialog med borgerne om det, siger næstformand for udvalg for Regional Udvikling, Henrik Qvist (EL).
Sidst på året ventes regionsrådet at tage stilling til konkrete tilpasninger af køreplanen, der kommer til at træde i kraft i sommeren 2023.
Find analysen af den kollektive trafik i Region Midtjylland på dagsordenen til det kommende møde i regionens udvalg for Regional Udvikling onsdag 14. september. Microsoft Word - Rapport RM 06092022
Offentlige dialogmøder
- Region Midtjylland afholder sammen med Midttrafik tre offentlige udendørs dialogmøder i oktober.
- Her tager medlemmer af regionsrådets udvalg for Regional Udvikling samt fagfolk fra regionen og Midttrafik opstilling på stationer i Aarhus, Viborg og Holstebro.
- Målet er at få input fra forbipasserende borgere til indretningen af fremtidens kollektive trafik.
Region Midtjylland er til stede:
- Mandag den 10. oktober - kl. 07.00 – 10.00 i Aarhus - Ved Aarhus Rutebilstation, Fredensgade, 8000 Aarhus C
- Tirsdag den 11. oktober - kl. 13.30 – 16.30 i Viborg - Foran Viborg Station, Banegårds Allé, 8800 Viborg
- Fredag den 14. oktober - kl. 13.30 – 16.00 i Holstebro - Ved tog-/rutebilstation, Stationsvej, 7500 Holstebro
Fakta om regionens opgave på mobilitetsområdet
- Regionen har ansvaret for de regionale busruter, der kører mellem to eller flere kommuner, og for flere togstrækninger i regionen.
- Region Midtjylland arbejder for at understøtte en effektiv og bæredygtig mobilitet i hele regionen.
- Regionens budget til kollektiv trafik udgør i 2023 380,6 mio. kroner.
- Mobilitet udgør i dag 65 pct. af budgettet til regional udvikling i regionen. Regionsrådet har besluttet, at den økonomiske ramme for kollektiv trafik ikke procentvis må fylde mere, da det i så fald vil ramme regionens øvrige opgaver inden for den regionale udvikling. Herunder jordforurening, uddannelse, kultur og sundhedsinnovation.
- På grund af stigende brændstofpriser og manglende passagerer er der i 2023 en markant ubalance i økonomien, og dermed behov for tilpasninger af det nuværende rutenet.