28.09.2022

Regionsrådet har vedtaget rammerne for Region Midtjyllands udgifter i 2023.

I det budget som regionsrådet vedtog i dag 28. september får hospitalerne næste år tilført 101,2 mio. kr., mens Psykiatrien tilgodeses med i alt 42,8 mio. kr.

Regionsrådet er enige om, at hospitalerne frit kan bruge pengene, hvor hospitalerne oplever det største behov. Dog skal mindst 10% af beløbet bruges med fokus på rekruttering, arbejdsmiljø, kompetenceudvikling af medarbejdere og god introduktion af nyansatte.

  • I budgettet for 2023 får hospitalernes akutområder og Præhospitalet 12,3 mio. kr., og der er sat 25 mio. kr. af som éngangshjælp til Regionshospitalet Gødstrup.
  • Der er et løft af karkirurgien på samlet set 38,0 mio. kr., fordelt på 25,0 mio. kr. til drift og 13,0 mio. kr. til anlæg.
  • Der er desuden prioriteret 8,0 mio. kr. til nye initiativer inden for lighed i sundhed og 6,5 mio. kr. til at sikre, at regionen kan tilbyde flere borgere behandling med høreapparat.

Budgetforliget for 2023 har fokus på grøn omstilling, bæredygtighed og klima. Et af de centrale indsatsområder er Center for Bæredygtige Hospitaler, der får 5,6 mio. kr. til bl.a. at virkeliggøre Region Midtjyllands ambitiøse affaldsplan.

Region Midtjyllands anlægsbudget er de kommende år meget stramt. Det skyldes dels en stram økonomiaftale med regeringen, dels stærkt stigende priser på byggeri.

Byggeriet af Ny Psykiatri i Viborg og renovering af Regionshospitalet Randers kommer følgelig ikke til at gå som planlagt, og derfor vil mulighederne for eventuel etapeopdeling af de to projekter nu blive undersøgt. Gavlbyggeriet på Regionshospitalet Silkeborg bliver dog gennemført som planlagt.


Fakta om budget 2023

  • Sundhedsområdets budget er på 28,0 mia. kr.
  • Fra økonomiaftalen med regeringen for 2023 har Region Midtjylland modtaget 217 mio. kr. til at imødegå den demografiske udvikling.
  • Regional Udviklings budget er på 0,6 mia. kr.
  • Socialområdets budget er på 1,2 mia. kr.
  • Anlægsrammen for Region Midtjylland er på 0,7 mia. kr. i 2023.
  • Budget 2023 blev vedtaget på regionsrådsmødet 28. september 2022.

 

 

Flere oplysninger