26.01.2023

Akutklinikken i Lemvig har i en periode været midlertidigt lukket på grund af personalemangel. Problemerne er ikke løst, men sammen med Klinik for Almen Medicin kan akutklinikken alligevel åbne igen på torsdag 2. februar.

Akutklinikken på Østergade i Lemvig har været midlertidigt lukket siden sommerferien, men nu åbner den igen. Det besluttede regionsrådet på sit møde onsdag 25. januar.

Med hjælp fra Klinik For Almen Medicin i Lemvig i dagtimerne og bemanding med almindelige sygeplejersker, der skal arbejde under lægeligt ansvar fra Regionshospitalet Gødstrup i vagttid, er klinikken klar til at genåbne 2. februar.

- Det er en rigtig god og længe ventet nyhed for borgerne omkring Lemvig. For regionsrådet har genåbningen været højt prioriteret, og jeg vil gerne takke både Klinik for Almen Medicin i Lemvig og sygeplejerskerne fra hospitalet i Gødstrup for at bane vej for genåbningen, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Årsagen til lukkeperioden har været mangel på personale, som i juni gjorde det umuligt at få vagtplanenerne på hospitalet i Gødstrup til at gå op. I situationen blev alt personale – også fra akutklinikken i Lemvig - koncentreret omkring hospitalets akutafdeling for at sikre, at den forblev åben.

 

Flere oplysninger