26.01.2022

De store nationale udfordringer med PFAS-stoffer udgør en central del i Region Midtjyllands plan for indsatser mod jordforurening i 2023. Men også beskyttelse af grundvandet, følsom arealanvendelse, generationsforureningerne på Harboøre Tange og en stor oprensning i Videbæk fylder.

Ca. 270 undersøgelser af grundvand og indeklima, 18 afværgeprojekter, en stor oprensning i Videbæk, genudbud af oprensning af Høfde 42 og styrket indsats mod PFAS – bl.a. med et projekt for at undersøge PFAS i havskum.

Region Midtjyllands plan for indsatser mod jordforurening i 2023 er en både omfattende og vigtig plan, som er blevet besluttet af regionsrådet.

Regionen har i år 45,6 mio. kroner til opgaver inden for jordforurening, så det er helt nødvendigt at prioritere, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

- Inden for jordforurening står opgaverne i kø for at blive løst. Sådan har det altid været, og nu har vi også PFAS med i ligningen. Så det er vigtigt, at vi får fordelt pengene, så vi både kommer videre med kortlægning af forurening og kommer videre med at rydde op, de steder, hvor forurening fx truer et lokalområdes drikkevandsressourcer.

Styrket PFAS-indsats – og "havskums-projekt"

Siden 2014 har Region Midtjylland undersøgt for PFAS-forurening, og i 2023 bliver indsatsen mod PFAS-forureninger styrket – bl.a. med en ekstra bevilling på fire mio. kroner årligt. Midlerne vil i første omgang blandt andet gå til at få undersøgt flere grunde for PFAS og få mere viden om udbredelse af PFAS-forurening fx fra havskum.

- Med det omfang af PFAS-forurening vi allerede nu kender til, står midlerne langt fra mål med opgaven. Men vi gør, hvad vi kan, for det er en generel samfundsudfordring, som vi arbejder tæt sammen med kommunerne, vandforsyningerne, øvrige regioner og andre relevante myndigheder om, siger Anders Kühnau.

I 2023-planen er der flere PFAS-forureninger på Region Midtjyllands aktivitetsliste bl.a. fire større forureninger: Et tidligere lossepladsområde ved Søballe nær Galten, hvor noget af området har været brugt til bl.a. tæppeaffald; en tidligere forkromningsvirksomhed i Herning; en tidligere brandøvelsesplads ved Særkærparken i Holstebro og en tæppeproducent i Herning, der tidligere har anvendt PFAS i produktionen.

Desuden arbejdes der videre med "havskums-projektet", der skal undersøge nogle praktiske forhold omkring PFAS-prøver - fx hvordan man kan udtage repræsentative prøver i havet, og hvordan der efterfølgende kan tolkes og konkluderes på risikoen ved de PFAS-stoffer, der bliver fundet i prøverne.

- Tidligere resultater fra Harboøre Tange viser, at vi finder PFAS i både havvandet, strandsand, græs og engarealer. Der er ikke en enkeltstående kilde i området, der skaber så udbredte PFAS-forekomster, for det er jo siden fundet mange steder ved danske kyster. Forureningen på land tyder på at komme via spredning fra havet - fx gennem havskum. Dét undersøger vi nu med dette projekt, siger Anders Kühnau.

Havskum ved Vestkysten.

Havskum på en stille dag ved Vestkysten. På blæsende dage kan PFAS, der er opkoncentreret i havskummet, blæse ind over land og på den måde sprede forurening. Foto: Region Midtjylland.

"Havskums-projektet" forventes at præsentere resultater i løbet af 2023.

Læs indsatsplan for jordforurening 2023.

Fakta: Region Midtjyllands indsatsplan for jordforurening 2023

  • PFAS-forureninger

Region Midtjylland vil i 2023 forsætte med at undersøge for PFAS-forurening på lokaliteter, hvor der kan være eller allerede er konstateret forurening med PFAS. Region Midtjylland er som en del af økonomiaftalen 2023 blevet tildelt en varig ekstrabevilling på ca. fire mio. kr. årligt, som i første omgang især skal bidrage til øget vidensopbygning og undersøgelsesindsats.

I 2023 vil regionen desuden arbejde med revurdering af ældre sager, udvikling af PFAS-området med henblik på risikohåndtering samt bidrage til den nationale PFAS-strategi.

  • Generationsforureningerne

Region Midtjylland vil fortsat i 2023 have fokus på arbejdet med håndteringen af generationsforureningerne på Harboøre Tange, dvs. Høfde 42, Cheminovas gamle fabriksgrund og Cheminovas nuværende fabriksgrund – bl.a. med genudbud af oprensning af Høfde 42.

  • Videbæk højttalerfabrik

Regionsrådet besluttede i 2021, at forureningen ved Videbæk Højttalerfabrik skal oprenses. Forureningen udgør en risiko for grundvandet og periodevist også for naboboliger. Regionen gennemførte i 2022 et udbud og valgte en entreprenør til at udføre opgaven.

Det forberedende arbejde til gennemførelse af projektet forventes opbygget, så selve processen kan opstartes i maj 2023. Projektet forventes afsluttet i slutningen af august 2023. Oprensningen er anslået til at koste 9-10 mio. kroner.

  • Indledende og videregående forureningsundersøgelser

Regionen forventer i 2023 at udføre ca. 190-200 indledende forureningsundersøgelser. Derudover forventer administrationen, at der i alt gennemføres videregående forureningsundersøgelser på ca. 70 forurenede grunde.

De indledende forureningsundersøgelser er med til at afgøre, hvorvidt der er en forurening til stede eller ej, mens de videregående forureningsundersøgelser afklarer, om forureningen udgør så stor en risiko, at der må igangsættes afværge. Hovedparten af grundene til videre undersøgelser er udvalgt efter høring af de midtjyske kommuner. Det endelige antal af forureningsundersøgelser, som udføres i 2023, vil afhænge af undersøgelsernes omfang.

  • Afværge, drift og overvågning

Regionen arbejder i 2023 med afværgeprojekter på 18 grunde. Afværge er f.eks. oprensning eller sikring mod forurening over for grundvand eller boliger. Regionen vil desuden videreføre en længerevarende drifts- og overvågningsindsats på 56 forurenede grunde, hvor der tidligere har været eller p.t. er aktive afværgeindsatser. Formålet med indsatsen er at sikre, at forureningen ikke spreder sig uhensigtsmæssigt og dermed truer boliger eller grundvand.