25.01.2023

Flertal peger på Center for Sundhed i Holstebro som den bedste placering af et kommende nærhospital i Nordvestjylland.

Regionsrådsflertallet har netop besluttet at arbejde videre med placering af et nærhospital i Center for Sundhed i Holstebro.

Øvrige nærhospitaler placeres i Skive, Grenaa og Skanderborg, samt i Ringkøbing-Skjern Kommune.

- Vi har drøftet placeringen grundigt og valgt Holstebro. Center for Sundhed er udbygget over flere år og rummer en god vifte af regionale og kommunale sundhedstilbud. Og sundhedshuset er meget velfungerende, siger regionsrådsformand Anders Kühnau

Center for Sundhed er regionens største sundhedshus og rummer flere regionale sundhedstilbud målrettet borgere i den nordvestlige del af regionen. Det kommende nærhospital skal rumme sundhedstilbud for ca. 100.000 borgere, hvoraf ca. 60.000 bor i Holstebro Kommune.

Center for Sundhed i Holstebro er udbygget over en 10-årig periode med støtte fra bl.a. Holstebro Kommune, Sundhedsministeriet og Region Midtjylland.

Mindretal ønsker anden placering

Under debatten foreslog Bent Graversen (V) at udsætte beslutningen om placering. For stemte 16, imod 24. Niels Viggo Lynghøj (S) foreslog at arbejde videre med placering af et nærhospital i Struer. For stemte 6, 9 undlod at stemme og 25 stemte imod. Da begge ændringsforslag var nedstemt, stemte 34 regionsrådsmedlemmer for at arbejde videre med placeringen i Holstebro.

Imod placeringen i Holstebro stemte Niels Viggo Lynghøj (S), Bent B. Graversen og Steen Jakobsen (V), Lone Langballe (DF) og Inger-Marie Tryde (NB).

Torben Nørregaard (V) undlod at stemme.

Niels Viggo Lynghøj (S) og Steen Jakobsen (V) begrundede deres stemme med følgende:

"Struer Kommunes sundhedsprofil viser, at borgerne i Struer Kommune har de største sundhedsmæssige udfordringer, når der sammenlignes med de øvrige kommuner i Nordvestjylland.

Derfor understøtter forslaget om at placere et nærhospital i Struer i højere grad intentionerne bag nærhospitaler end den administrative indstilling om at placere det i Holstebro Kommune.

På den baggrund foreslog vi at placere et kommende nærhospital i Struer Kommune for derved at sikre en bredere samlet sundhedsindsats end udelukkende til de områder, hvor der allerede findes sundhedshuse med regionale funktioner."

Fakta

  • Et flertal i Regionsrådet i Region Midtjylland har netop besluttet at arbejde videre med placering af et nærhospital i Center for Sundhed i Holstebro.
    Øvrige nærhospitaler placeres i Skive, Grenaa og Skanderborg, samt i Ringkøbing-Skjern Kommune.
  • Center for Sundhed er regionens største sundhedshus og rummer flere regionale sundhedstilbud målrettet borgere i den nordvestlige del af regionen.
  • Det kommende nærhospital skal rumme sundhedstilbud for ca. 100.000 borgere, hvoraf ca. 60.000 bor i Holstebro Kommune.
  • Et mindretal i regionsrådet bestående af Niels Viggo Lynghøj (S), Bent B. Graversen og Steen Jakobsen (V), Lone Langballe (DF) og Inger-Marie Tryde (NB) stemte imod at placere et kommende nærhospital i Holstebro.
    Torben Nørregaard (V) undlod at stemme.

Link

Find videoer og referater fra alle regionsrådsmøder på hjemmesiden: https://www.rm.dk/politik/regionsradets-moder/video-fra-regionsradets-moder/

Kontakt

  • Anders Kühnau, Regionsrådsformand, via Pressevagten i Region Midtjylland, tlf. 7841 0666, kuhnau@rr.rm.dk.
  • Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på www.rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer