Frivillige spreder glæde på hospitalet i Holstebro
Foto: Emil Sanggaard, Kommunikation.
Korpset af frivillige patientstøtter fra Røde Kors på hospitalet i Holstebro har fået otte nye ansigter, som besøgende kan stifte bekendtskab med på Klinisk Biokemisk Afdeling, Ortopædkirurgisk Afdeling og Urinvejskirurgisk Afdeling.
Siden sidste forår har Regionshospitalet Holstebro haft et samarbejde med de frivillige patientstøtter fra Røde Kors i receptionsområdet omkring hovedindgangen og på Neurologisk Afdeling afsnit N2. Her spreder patientstøtterne så meget glæde og gavn, at hospitalet og Røde Kors har udvidet samarbejdet til at omfatte flere afdelinger og med otte nye patientstøtter fra mandag 20. april.
Det er Klinisk Biokemisk Afdeling, Ortopædkirurgisk Afdeling og Urinvejskirurgisk Afdeling, som har takket ja til samarbejdet med de nye patientstøtter, der fra nu af har deres gang i ambulatorierne på de tre nye afdelinger.
Sygeplejefaglig direktør Ida Götke glæder sig over, at flere hospitalsafdelinger har ønsket at tage imod de frivillige kræfter, fordi det vil komme endnu flere patienter og pårørende til gavn:
- Mange af vores besøgende på hospitalet sætter stor pris på patientstøtterne som den ekstra pårørende eller gode ven, der skaber tryghed, nærvær og overblik. Derfor er det glædeligt, at patienterne og deres pårørende nu får glæde af frivilligordningen på endnu flere hospitalsafdelinger.
Formanden for Røde Kors i Holstebro, Gunhild Vilstrup, glæder sig over, at hospitalet efterspørger de frivilliges indsats, da der fortsat er stor interesse for at blive frivillig patientstøtte på hospitalet:
- Siden frivilligordningen blev etableret på hospitalet i Holstebro sidste år, har vi i Røde Kors kontinuerligt oplevet en stor interesse for at blive patientstøtte, og derfor er det meget glædeligt, at interessen er gensidig fra hospitalets side.
Ingrid Bek Andersen, som er en af de daglige aktivitetsledere fra Røde Kors på hospitalet i Holstebro fortæller, at der er tale om en gruppe meget kompetente og engagerede frivillige:
- Vi har netop afholdt undervisning og introduktion til hospitalet for de nye frivillige, og vi kan fortælle, at der er tale om en flok dygtige og engagerede mennesker, som passer rigtig godt til frivilligkorpset og behovet på de nye afdelinger.
Fakta om patientstøtterne i Hospitalsenheden Vest
Røde Kors udvælger patientstøtter med relevant baggrund og erfaring, så der er et match mellem de frivilliges kompetencer og de enkelte afdelingers patientprofil og behov.
Som frivillig patientstøtte er man en erstatning for den pårørende, som ikke er til stede. Det vil sige, at man for eksempel kan hjælpe med at ringe efter transport, hente kaffe og læsestof eller guide patienter og pårørende hen til det rigtige sted. De samme ting, som en god ven ville gøre.
De frivillige har gennemgået en obligatorisk undervisning i adfærd, tavshedspligt og håndhygiejne på hospitalet, og er klædt på til at være patientstøtte.
To gange om året afholdes der fællesmøde mellem hospitalsafdelingerne og de frivillige medarbejdere for at udveksle ideer, erfaringer og viden med det formål at videreudvikle samarbejdet omkring patienterne.
Patientstøtteordningen har eksisteret på Regionshospitalet Herning siden 2006, hvor ordningen omfatter cirka 62 frivillige Røde Kors medlemmer. Ordningen blev etableret på Regionshospitalet Holstebro i foråret 2014, hvor den i dag tæller cirka 30 frivillige personer.
Yderligere oplysninger
Sygeplejefaglig direktør Ida Götke, Hospitalsenheden Vesttlf. 2048 0689.
Ingrid Bek Andersen, aktivitetsleder Røde Kors tlf. tlf. 2113 6975.
Gunhild Vilstrup, formand for Røde Kors, Holstebro tlf. 9741 4126 - mobil 2344 7031 / 4241 4126.