En ny rapport tegner et billede af de cirka 210.000 danskere, der kæmper med ensomhed – alder, civilstand og arbejdsmarkedstilknytning er afgørende faktorer. Mary Fonden har taget initiativ til analysen, der er udført af CFK – Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, Region Midtjylland.

Langvarig ensomhed kan have alvorlige konsekvenser for vores livskvalitet og helbred. Trods det eksisterer der kun begrænset viden om, hvor mange og hvem blandt danskerne der føler sig ensomme. En ny omfattende analyse udarbejdet for Mary Fonden kaster nyt lys over emnet.

Knap 5 % af befolkningen (fra 16 år) er alvorligt ensomme, men for mennesker uden tilknytning til arbejdsmarkedet er procenten langt højere. Lektor Mathias Lasgaard fra CFK – Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, Region Midtjylland & Syddansk Universitet har været ansvarlig for udarbejdelsen af analysen og forklarer det således:  

”Den høje forekomst af ensomhed blandt førtidspensionister og arbejdsløse er et billede på, at det moderne liv for mange er bundet op på arbejde, og at man lettere kommer til at mangle hverdagens sociale kontakter, når man står uden for arbejdsmarkedet. Samtidig er der i gruppen af førtidspensionister og arbejdsløse en del, der er belastet af sygdom i hverdagen. Begge dele betyder, at det bliver sværere at udvikle og bevare sociale relationer.” 

Set over et livsperspektiv er risikoen for at være ensom størst i ungdommen (16-29 år), og når man har rundet de 85 år. De yngste ældre (65-79 år) er derimod den aldersgruppe, hvor ensomheden er mindst udbredt. Køn er ikke en afgørende faktor ud over i ungdomsårene, hvor flere kvinder end mænd er ensomme. Generelt er mennesker, som er gift, mindre ensomme end ugifte og fraskilte. Om man bor på landet eller i byen har ingen betydning for ensomheden ud over blandt de 65-79-årige, som er lidt mere ensomme på landet.

Den nye analyse giver et billede af ensomhedens udbredelse på tværs af demografiske og sociale forhold, hvilket kan bidrage til at målrette bekæmpelsen af ensomheden.

”Vi mangler fortsat viden om og opmærksomhed på ensomhed. Jo mere vi ved, jo bedre kan vi støtte mennesker, som kæmper med den skadelige langvarige ensomhed. Den ny analyse er et skridt i den rigtige retning, og generelt oplever vi et stigende fokus på ensomhedsproblematikken, bl.a. i Folkebevægelsen mod Ensomhed, hvor en lang række aktører er gået sammen om visionen om at halvere ensomhed frem mod 2020,” udtaler Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.

Ensomhed er en kompleks problemstilling, som gennem tiden er blevet målt på en lang række måder. I analysen ”Ensomhed i befolkningen” er ensomhed målt ud fra en internationalt anerkendt metode, som tager højde for, at man også kan føle sig ensom, når man er omgivet af mennesker.

Analysen er den første af sin art herhjemme og er baseret på den internationalt anerkendte UCLA-skala, der blev medtaget i Sundhedsprofilen ”Hvordan har du det?” i Region Midtjylland i 2013. Flere end 33.000 danskere fra 16 år har medvirket i analysen. Hele analysen ”Ensomhed i befolkningen” er vedhæftet og kan findes på både maryfonden.dk og www.cfk.rm.dk

 

For yderligere information:

Kommunikationschef Heidi Krumhardt Mortensen, 30 25 30 53, hkm@maryfonden.dk.

Lektor Mathias Lasgaard, 30 51 89 48, mathias.lasgaard@stab.rm.dk.

Baggrund

Mary Fonden lancerede sit tredje indsatsområde, Ensomhed, i november 2011. Siden har Mary Fonden belyst området med analyser og vidensindsamling samt etableret samarbejde med henholdsvis Ventilen om projekt Netwerk og Røde Kors om projekt Værket.

Netwerk er målrettet unge og deres lærere på ungdomsuddannelser og har til formål at forebygge og afhjælpe ensomhed blandt eleverne. Metoden er baseret på et længere udviklingsprojekt og består af aktiviteter som makkerskaber og klasseidealer samt undervisning om fællesskab og ensomhed. Herudover undervises samtlige deltagende lærere i metoden og i at se og tale med de unge om deres vanskeligheder. Netwerk drives af Ventilen i samarbejde med Mary Fonden og med støtte fra Lauritzen Fonden.

Værket – netværk for voksne er målrettet voksne mennesker, der oplever ensomhed, og som ønsker at styrke deres netværk. Værket står på to ben; det sociale møde, som for mange kan være lindrende i forhold til ensomhed, og en styrkelse af den enkeltes evne til at fastholde og etablere nye relationer. I øjeblikket bliver konceptet afprøvet og evalueret i syv Røde Kors-lokalafdelinger (Slagelse, Køge, Roskilde, Hørsholm, Hovedstaden, Fåborg og Odense). På sigt er det ambitionen at udbrede projektet yderligere. Værket sker i samarbejde med Røde Kors.

I februar 2014 udgav Mary Fonden og Ensomme Gamles Værn forskningsrapporten ”Ensom midt i livet”, der gennem 20 kvalitative interviews satte fokus på vejen til ensomhed i voksenlivet. 20 voksne satte ord på, hvordan de oplevede ensomheden, og hvor den i deres øjne stammede fra. Rapporten tegnede et billede af, at ensomheden ofte har sit ophav allerede i barndommen, og at tabuet omkring ensomheden opleves som en barriere i forhold til at komme den til livs. Hele rapporten kan læses på Mary Fondens hjemmeside.

Mary Fonden har tilknyttet et panel på hvert af indsatsområderne, herunder også Ensomhed. Eksperterne inddrages i udviklingen af projekter, i analyser og bruges generelt som sparringspartnere i fondens arbejde med området. Følgende eksperter sidder i panelet for Ensomhed:

  • John T. Cacioppo, professor og ph.d., The University of Chicago
  • Mathias Lasgaard, ph.d., ensomhedsforsker ved Institut for Psykologi, Syddansk Universitet og CFK - Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, Region Midtjylland
  • Rikke Lund, ph.d., lektor, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet
  • Jens Christian Nielsen, ph.d., lektor, DPU, Aarhus Universitet
  • Christine E. Swane, ph.d., direktør ved Ensomme Gamles Værn
  • Lise Stidsen Vandahl, kontorchef, Kontor for Udsatte og Civilsamfund, Ministeriet for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.