Logo for Spar2015-2019

21.04.2015
Der skal spares flere penge i Region Midtjylland i årene 2016-2019 end der i første omgang er meldt ud.

Den seneste gennemgang af Region Midtjyllands udgifter viser, at det er nødvendigt at justere sparemålene for årene 2016-2019.

I januar 2015 blev det meldt ud, at der var behov for at finde besparelser for 386 mio. kr. i 2016 stigende til 660 mio. kr. i 2019. Siden da har forudsætningerne ændret sig, så der nu er behov for et sparemål i 2016 på 540 mio. kr. stigende til 699 mio. kr. i 2019.

Forretningsudvalget er i dag blevet orienteret om det forøgede sparemål i forbindelse med behandling af Sundhedsoverblik pr. 28. februar 2015.

 

- Den seneste gennemgang af regionens økonomi viser, at udgifterne til især hospitalsmedicin, praksissektoren og tilskudsmedicin siden de oprindelige sparemål blev vedtaget i januar er steget mere, end vi havde forventet. Samtidig forventer vi en væsentlig stigning i antallet af speciallæger under speciallægeuddannelse, hvilket også fører til en udgiftsstigning over årene 2016-2019. Og derfor skal vi nu finde flere penge, end vi oprindeligt havde regnet med, forklarer Region Midtjyllands økonomidirektør Per Grønbech.