09-04-2015 

Selv om regionens hospitaler behandler flere syge, lykkes det i mange tilfælde at holde energiforbruget i ro eller endda at sænke det. Det viser Region Midtjyllands grønne regnskab, der udgives for fjerde år i træk.

De 15 hospitaler i Region Midtjylland bruger tilsammen en del energi, når de undersøger og behandler patienterne. Eksempelvis bruger de lige så megen el som 22.500 husstande.
I løbet af 2014 steg aktiviteterne på hospitalerne med knap 4 procent, mens det lykkedes at holde stigningen i elforbrug nede på godt to procent. Samtidig steg forbruget af vand med knap to procent, mens forbruget af varme faldt med knap 6 procent.

Det fremgår af Region Midtjyllands grønne regnskab for 2014. Regnskabet udarbejdes for at skabe overblik over Region Midtjyllands egne miljøpåvirkninger, og for første gang er regionens sociale og psykiatriske institutioner også medtaget i regnskabet.

Nogle trækker læsset

Udviklingen i energiforbruget er ujævn set over de 15 hospitaler. For nogle er det lykkedes at skære betydeligt ned ved eksempelvis at skifte til LED-belysning og slukke for udstyr, der ellers ville stå standby. For andre har det ikke kunnet betale sig at investere stort i energieffektivitet og vandbesparelser, fordi hospitalet skal lukke eller flytte i løbet af kort tid. Her er der med et af hospitalernes egne ord ”kun udført de mest nødvendige udskiftninger og energirenoveringer for at kunne opretholde en sikker drift og et godt indeklima”.

ESCO-projekter

Arbejdet med at reducere miljøbelastningerne foregår løbende på regionens institutioner, og det understøttes af Region Midtjyllands Lokal Agenda 21 strategi og handlingsplan 2012 – 2015.
Eksempelvis er der på hospitalerne i Silkeborg/Hammel, Viborg/Skive og Randers tre store ESCO-projekter i gang – altså energieffektiviseringsprojekter, hvor en del af investeringen lægges over på et privat firma, der til gengæld bliver betalt med en del af de fremtidige besparelser.
Region Midtjylland medvirker desuden i det EU-støttede energispareprogram under ELENA-ordningen sammen med 11 kommuner. Det medvirker til, at der skabes store og sammenhængende energispareprojekter.

Affald sorteres

Det grønne regnskab beskæftiger sig også med affald. På hospitalerne sorteres affald i 20-30 fraktioner, der dog er vanskelige at sammenligne på grund af forskellige opgørelsesmetoder. Den del af affaldet, der er med i det grønne regnskab, er dagrenovation, og her varierer mængderne foreløbig kun ganske lidt fra år til år.
Brugt og kasseret hospitalsudstyr af alle slags – herunder computere – går til InterGen (Internationalt Genbrug). Her bliver de ordnet og sendt i cirkulation igen - fortrinsvis til lande i Østeuropa og den 3. verden.


Billedtekst:
Håndtering af affald på hospitalerne tæller også med i regionens grønne regnskab, men foreløbig vanskeliggør forskellige sorteringsmetoder og opgørelsesmetoder en sammenligning. Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen.

Flere oplysninger

Mogens Bjørnlund
Regional Udvikling
Region Midtjylland
7841 1825
mogens.bjoernlund@stab.rm.dk

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer