Tuberkulose i Danmark: Et billede af samfundets bagside
04.05.2015
TB (Tuberkulose) er fortsat en af de mest dødbringende sygdomme på verdensplan, og selvom sygdommen nu om stunder er relativt sjælden i Danmark, er TB ikke ualmindelig blandt socialt udsatte, hjemløse og blandt indvandrere fra lande med høj forekomst af TB. Det er ikke lykkedes at reducere forekomsten af TB i Danmark nævneværdigt i de sidste to årtier.
Et nyt studie viser, at de samlede sundhedsudgifter til TB-patienter i Danmark er væsentlig højere end for personer uden TB men med tilsvarende alder, køn, civil status og bopæl – en tendens der er synlig allerede 10 år før, de diagnosticeres med TB. Endvidere anslås de totale sundhedsudgifter at udgøre ca. 80.000 kr. per TB-patient.
Lige så væsentligt finder studiet, at personer, der udvikler TB, har en gennemsnitlig indkomst, som er under det halve af, hvad man ser hos tilsvarende personer uden TB, og de er i langt højere grad afhængige af overførselsindkomst. Disse forhold gør sig gældende mange år før og efter behandlingen for TB.
Studiet beskriver de sundheds- og socialøkonomiske forhold hos 8.433 danske TB-patienter fra 1998-2010, og udgår fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet i samarbejde med analysefirmaet i2minds, KORA og Glostrup Hospital.
- Vort studie bekræfter, at TB i Danmark har en enorm social slagside. TB knytter sig til en social og økonomisk deroute, som vi kan identificere mange år før, man rammes af TB, siger Andreas Fløe, som er læge ved Aarhus Universitetshospital, og PhD-studerende ved Aarhus Universitet.
- TB er ikke en dyr sygdom at behandle, vurderet i forhold til mange andre sygdomme – og slet ikke vurderet i forhold til de øvrige sundhedsøkonomiske og sociale omkostninger, der knytter sig til gruppen af TB-patienter.
Resultaterne er publiceret i artiklen:
The economic burden of Tuberculosis in Denmark 1998-2010. Cost analysis in patients and their spouses. Fløe A, Hilberg O, Wejse C, Løkke A, Ibsen R, Kjellberg J, Jennum P. Int J Infect Dis. 2015 Mar;32:183-190.
Yderligere information:
Læge og ph.d.-studerende Andreas Fløe Nielsen, 2636 0885 eller andrniel@rm.dk