Hospitalsbyggeri tilpasses for at fastholde den økonomiske ramme
Foto: DNV Gødstrup
28.08.2015
Den økonomiske ramme på 3,15 mia. kr. står ved magt. Men det store hospitalsbyggeri i Gødstrup skal tilpasses for at sikre, at rammen overholdes.
Ved årsskiftet 2019/2020 er der bygget ca. 130.000 m2 fremtidsorienteret hospital i Gødstrup, og yderligere 15.000 m2 er på vej til psykiatri.
Selvom dyre licitationsresultater og beregninger på udgifterne til resten af byggeriet nu gør det nødvendigt at foretage tilpasninger, så bliver DNV Gødstrup både tilstrækkeligt stort og fagligt rummeligt.
Hospital til fremtiden
Det er hospitalsudvalgets formand Anders Kühnau (S) ikke i tvivl om:
- Vi bygger et hospital, der både svarer på tidens krav og fremtidens udfordringer.
Region Midtjylland har 3.15 mia. kr. til byggeriet. For det beløb skal der bygges 115.000 m2. Regionsrådet er imidlertid mere ambitiøse og har bestilt yderligere 15.000 m2 byggeri for de samme penge.
- Vi har fået en enestående chance for at bygge fremtidens hospital i Vestjylland, og den mulighed skal vi have mest muligt ud af, siger Anders Kühnau, som ikke er skræmt af tilbagevendende behov for tilpasninger.
- Vi har en bundet opgave: 3.15 mia. kr. skal slå til, og det kommer de også til, siger udvalgsformanden.
Godkendte tilpasninger
En væsentlig del af de tilpasninger, som regionsrådet godkendte onsdag, er afledte konsekvenser af spareplanen for årene 2015 til 2019.
I fremtiden vil nye hospitaler i stor stil behandle patienterne ambulant – dvs. uden at de bliver indlagt. Derfor ligger en væsentlig del af den samlede tilpasning i en reduktion af antallet af senge, så hospitalet efter tilpasningen får 409 senge. Det er 45 senge færre end i de hidtidige planer, men fortsat flere end Hospitalsenheden Vest råder over i dag.
- Antallet af sengepladser var engang næsten det eneste, man vurderede et hospital på. Men sådan er det ikke mere. I dag er borgerne typisk kun indlagte ganske få dage, siger Anders Kühnau, som har stor tiltro til internationale undersøgelser, der understreger den udvikling.
- Jeg synes, det er helt rigtigt, at regionsrådet har valgt at bygge hospitalet, så det passer til den viden, vi har om udviklingen i sundhedsvæsenet, siger hospitalsudvalgets formand.
De øvrige tilpasninger omfatter bl.a. køkkenfaciliteter, fordi måltiderne anrettes på afdelingerne, og Høreklinikken der ikke mere får adresse på DNV Gødstrup. Endvidere letter det byggeriets økonomi, at regionsrådet har besluttet, at rehabiliteringen forbliver i Lemvig.
Stram byggestyring
Onsdag godkendte regionsrådet også, at der foretages andre ændringer i de hidtidige planer for at få økonomien i projektet til at passe ind i den faste ramme.
- Regionsrådet har forholdt sig til behovet for tilpasninger, og der er yderligere en række forhold, som vi drøfter med rådgiver for at være tryg ved, at vi ender med et byggeprojekt, der holder sig inden for rammen. Det kan vi fortælle mere om, når disse drøftelser er afsluttet, siger Anders Kühnau.
DNV Gødstrup får i alt ca. 8.300 rum, og alle sengestuer er enestuer. Hver 9. stue kan dog laves om til dobbeltstue, hvis der opstår akut overbelægning. Hospitalet er efter planen bygget færdigt omkring årsskiftet 2019/2020.
Flere oplysninger
- Formand for hospitalsudvalget Anders Kühnau (S),
tlf. 2360 2768 - Se kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer
Fakta
Udvalgte tilpasninger:
- 19.0 mio. kr. - Rehabiliteringen bliver i Lemvig, og optager derfor ikke plads i Gødstrup
- 29.7 mio. kr. - Flere ambulante behandlinger – færre indlæggelser og senge
- 2.5 mio. kr. - Høreklinikken placeres andet sted
- 17.0 mio. kr. - Maden anrettes på afdelingerne – mindre køkkenareal
- Besøg DNV Gødstrups hjemmeside
- Se selv – flyv med dronen over byggepladsen